Afdæmpet og troværdigt

CD, ROCK Bruce Springsteen: "Devils & Dust" # # # # # # 12 sange. Stort set bygget op omkring en mand og hans akustiske guitar. En mand, der synger bitre, vrede eller søde ord om, hvad der nu optager ham. Bruce Springsteen fylder 56 til september og hans position, som den amerikanske arbejderklasses talerør, er vel egentlig både mandens styrke og svaghed. Det skal lyde troværdigt og selvoplevet, før mandens sange rigtig får vinger. Når debuterende danske bands gør det godt, er anmelderne flittige til at rose dem for at tilføre deres musik et autentisk stref af americana. Et udtryk, der dækker over hele den smeltedigel af rock, pop, blues, country og folk, som også Springsteens musik er gennemsyret af. Og Bruce forstiller sig ikke. Han er americana i sit udtryk og farver gerne og flittigt sine sange med de traditionelle instrumenter. En steelguitar der, en violin her, og selvfølgelig indkaldte strygere, og selv om sangene umiddelbart lyder enkle og lige ud af landevejen, er det mageløst godt produceret. En slags statusplade? Måske. Springsteen lægger ud med den næsten obligatoriske protestsang mod Georg Bush-krigen i Irak. Og "Devil & Dust" indeholder den næsten lige så obligatoriske mundharpesolo frit efter Dylan. Alligevel lykkes det at gøre sangen til en beretning om, hvert enkelt menneskes kamp mod frygten. De indbildte dæmoner, der får os til at begå dumheder og fejltrin i vort liv. "All The Way Home" rocker forelsket afsted med masser af guitarer og vampet bluesharpe, og så er den spændt op mod den desillusionerede "Reno" om at være nødt til at købe sig sex hos en prostitueret. En besk, vemodig tekst og samtidig rå realistisk. Når Bruce er bedst, tror vi på ham. Når dagsformen svigter, svinger hans sange nemt over i det patosladede og machostolte, som i den Dylan-inspirerede sang om pengebokseren "The Hitter". Svagere sange, som er lige vel lange - "Black Cowboys" - eller den småsentimentale "Silver Palomino" er der også blevet plads til. Men det rykker også fint i den orgelsvingende "Maria's Bed" med drejelire og tunge trommer, og der går falsetsang á la Canned Heat og overstadig lystighed i nummeret "All I'm Thinkin' About". Springsteens patosbelagt selvhøjtidelighed kan blive for meget, men de neddæmpede og bedste af sange er her fulde af levet og oplevet liv og netop derfor troværdige og slidstærke. En voksen mands værk. Bent Stenbakkenbent.stenbakken@nordjyske.dk ] Bruce Springsteen: "Devils & Dust" Sony. Udkommer i dag.