Musik

Afdansningsbal

REBILD:Søndag eftermiddag er der sidste omgang inden sommerferien for familiedans på spillemandsmuseet i Rebild. Arrangørerne opfordrer deltagere til at tage enten barn eller barnebarn ved hånden og deltage i de sjove danse sammen med andre danselystne. Familiedans er for forældre med børn, eller bedsteforældre med børnebørn. Eller for andre, der har lyst til at danse på børnenes præmisser. Det kræver ingen forudsætninger at deltage, man skal blot have lyst til at lege, synge sanglege og danse lette danse med børnene. I det halve år Spillemandsmuseets Musikskole har arrangeret familiedans, har mange børn og voksne været forbi og fået en god oplevelse. Mange er også kommet igen og igen, og for nogle børn er det et kæmpe hit. De har ifølge forældrene i perioder ikke snakket om andet. Spillemandsmuseets Musikskole, lærerne og musikerne synes også det har været utrolig sjovt og hyggeligt at have besøg af en flok glade børn og deres familier. Så arrangørerne glæder sig over at kunne fortsætte med Familiedansen efter sommerferien som en ny fast tradition. Efter Familiedansen spiller Rebild Spillemændene op til offentligt bal på Spillemandsmuseet, og alle deltagere i Familiedansen er også velkomne til at blive og være med.