Danmark

Afdeling under mistanke for overmedicinering

Embedslæge undersøger anklager om, at patienter på en psykiatrisk afdeling bedøvede patienter med medicin.

Afdeling under mistanke for overmedicinering

Embedslægerne Hovedstaden har ifølge Politiken onsdag indledt en undersøgelse af, om der sker uforsvarlig overmedicinering af patienterne på den psykiatriske afdeling i Glostrup.

Det sker på baggrund af flere anmeldelser om, at patienterne behandles med antipsykotisk medicin og beroligende medicin i så store mængder, at de går bedøvede rundt og i nogle tilfælde er truet på deres helbred.

- Vi har fået nogle henvendelser, og vi er nu konkret ved at undersøge, hvad der foregår, siger chef for Sundhedsstyrelsens tilsynsafdeling Anne Mette Dons til Politiken.

Tilsynsafdelingen fører sammen med embedslægerne kontrol med lægers og hospitalers behandling af patienterne.

Embedslægerne modtog ifølge Politiken for nogle uger siden en anonym henvendelse fra ansatte på afdelingen i Glostrup.

De som skrev, at de gennem flere år forgæves havde forsøgt at få ledelsen på afdelingen i tale om de mange tilfælde af medicinering af patienter med "psykofarmaka, der ligger langt ud over det anbefalede".

Embedslægen har allerede stillet de første spørgsmål til ledelsen af det psykiatriske center, og en foreløbig undersøgelse har vist, at der i en række tilfælde er sket overskridelse af de maksimale anbefalede doser af det antipsykotiske middel Zyprexa, siger centerchef Henrik Lublin.

- Vi kan se, at doserne bliver overskredet. Det er ikke noget, vi ønsker, og derfor skærper vi nu vejledningen, siger han til Politiken.

Det er en ny behandlingspraksis, som Glostrup har indført de senere år, der har skabt uro blandt de ansatte og vakt opsigt blandt psykiatere og langt ind i Dansk Psykiatrisk Selskabs bestyrelse.

Hvor man tidligere så patienterne lidt an, sætter den psykiatriske afdeling i Glostrup behandlingen i gang, så snart patienten kommer til afdelingen.

/ritzau/