Afdeling Y holder flyttedag

Nordvendsyssels psykiatriske sengepladser centraliseres

HJØRRING:I dag flytter den psykiatriske sengeafdeling Y fra Hjørring. To store flyttebusser og fem flyttemænd møder her til morgen op på Aage Holmsvej for at flytte senge og inventar til Brønderslev Psykiatriske Sygehus, hvor afdelingen får navnet Y 22. Tilbage i Hjørring bliver Distriktspsykiatrisk Team Y, som dækker kommunerne Hjørring, Sindal og HIrtshals. Ialt 11 medarbejdere vil fortsat arbejde med udgangspunkt i de hidtidige bygninger i Hjørring, mens flere end 16 ansatte flytter med sengeafdelingen til Brønderslev. - Vi har kunnet mærke gennem de sidste par måneder, at patienterne er nervøse og bange med udsigten til flytningen, fortæller overlæge Ann Buksti. Personalet er egentlig ikke særligt glade for flytningen. Det var en beslutning, som Nordjyllands Amt overraskende tog for halvandet år siden. Det var meningen, at den 30 år gamle afdeling skulle renoveres om nogle år, men pludselig i forbindelse med besparelser på budgettet, vedtog man, at afdeling Y's senge skulle flyttes til Brønderslev. Samtidigt reduceres sengetallet fra 20 til 16. En stor del af personalet har været på afdelingen i næsten alle 30 år. - Der har altid været en særlig ånd på afdeling Y. Det var den jeg selv faldt for for tyve år siden, og det var det, der fik mig til at blive psykiater, siger Ann Buksti. Den røde tråd Siden beslutningen om at flytte sengeafdelingen har de ansatte holdt talrige møder om, hvordan de bedst kan få sengeafdelingen og det distriktspsykiatriske team til at arbejde sammen, så patienterne fortsat oplever det om én organisation. Distriktspsykiatrisk sygeplejerske Ulla Sønderkjøge og ergoterapeut på sengeafdelingen, Lise Frey, har sammen i forbindelse med efteruddannelse arbejdet på et projekt, de kalder den røde tråd. - Vi vil gerne, at afdelingen og teamet fortsat kan hænge sammen, selvom der er tyve km. mellem de to. Vi vil fortsat besøge de indlagte og tage over, når patienten udskrives, siger Ulla Sønderkjøge. - Vi vil gerne bevare kvaliteten i samarbejdet og den røde tråd, siger Lise Frey. - Vi siger til patienterne, at det er nye mure, men det vil stadig være de samme personer, der følger dem, siger Ann Buksti og tilføjer: - Det vil også være den samme patientbehandling. - De fysiske rammer bliver væsentligt bedre i Brønderslev. Der er flere enestuer, og der er eget bad og toilet, siger Ulla Sønderkjøge. - Der bliver også nye muligheder for at vores patienter kan indgå i et samarbejde på tværs af afdelingerne i Brønderslev. Der arrangeres fælles sport, fester og café, og det kan være godt at opleve andre mennesker i samme båd, siger Lise Frey. Den nye afdeling Y 22 får udelukkende patienter fra Hjørring, Hirtshals og Sindal kommuner. I Øjeblikket er afdeling Y det team i Nordjyllands Amt, der har de fleste ambulante kontakter og den korteste indlæggelsestid. - Jeg kan være nervøs for, om den nye organisering kan betyde, at indlæggelserne bliver længere. Der bliver længere ud til arbejdspladserne, værestederne og de pårørende, siger Ann Buksti. Der er ingen tvivl om, at en del ressourcer vil blive anvendt på landevejen. - Det er ærgerligt i en tid, hvor der er lægemangel, siger Ann Buksti, som en den ene af afdelingens to speciallæger. To øvrige stillinger er ubesatte. - Vi vil alle sammen gøre, hvad vi kan, for at kompensere for beslutningen om at flytte sengeafdelingen. Jeg ser det som min opgave at få tingene til at hænge sammen, fordi jeg skal arbejde begge steder, siger hun. Distrikts-teamet får halvdelen af sengebygningen, mens høreklinikken skal flytte ind i den halvdel, der ligger ud mod Aage Holmsvej.