Afdragsfrie boliglån hitter selv om renten er i bund

Aldrig har det været så billigt at afdrage - men de fleste foretrækker penge mellem hænderne her og nu

Trods økonomers vedvarende advarsler fortsætter danske boligejere ufortrødent med at tage afdragsfrie lån. Næsten 54 procent af alle realkreditlån er nu afdragsfrie. Det er den største andel nogensinde, på trods af at det aldrig har været billigere end nu at afdrage, fordi renterne er rekordlave. - Det er få, der vælger at benytte den lave rente til at afdrage på realkreditlånet, selv om den rekordlave rente giver mulighed for at sætte turbo på gældsafviklingen, konstaterer Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark. Overraskende Han betegner det som "overraskende", at afdragsfriheden nu er danskernes normale valg, og at tendensen oven i købet er svagt stigende. - En forklaring kan være, at en del danskere har fokus på den lavest mulige månedlige ydelse her og nu, siger Christian Hilligsøe Heinig. De afdragsfrie lån kan godt give ubehagelige problemer for en del boligejere, der købte bolig, mens priserne toppede lige før finanskrisen, dvs. i årene fra 2005 til 2008. - Når de 10 år med afdragsfrihed udløber, stiger den månedlige ydelse brat. Derfor er der formentlig mange, der til den tid vil forsøge at konvertere til et nyt lån, så de igen kan få 10 år uden afdrag. Men hvis husets værdi i mellemtiden er faldet, så vil kreditselskabet sige nej - og så er der nogen, der kommer i klemme, lyder analysen fra Martin Lundholm, seniorporteføljemanager i Spar Nord.