Affaldscontainere til sortering er forsinkede

Ny affaldscontainere til sortering af plast, metal og papir er forsinkede i Brønderslev Kommune

Containerne til at sortere plast, metal og papir er forsinkede, og de forventes først at være leveret i hele Brønderslev Kommune til januar.Arkivfoto:Bente Poder
Affald 1. oktober 2018 13:20 - Opdateret 2. oktober 2018 06:44

BRØNDERSLEV: Som et led i øget affaldssortering i Brønderslev Kommune får alle private husstande en ny affaldscontainer til plast & metal og papir.

De fleste steder er der tale om en 240 liter container med to rum - ét rum til plastik og metal og ét lidt mindre rum til papir. På steder med fælles affaldsbeholdere etableres der fælles containere.

Ifølge den oprindelige plan skulle udbringningen af de nye containere være startet i Brønderslev Kommune i uge 41.

Udbringningen er desværre blevet forsinket pga. forskellige udfordringer ved produktion og levering af containerne, lyder det i en pressemeddelelse fra Brønderslev Kommune.

Det betyder, at udbringningen i Brønderslev Kommune på nuværende tidspunkt forventes at starte i begyndelsen af december, og den vil strække sig over de efterfølgende uger med en mindre pause i forbindelse med jul og nytår.

Containere klar senest i januar

Det forventes, at alle husstande i Brønderslev Kommune har fået leveret deres container i løbet af januar 2019.

Derefter vil der være indsamling af de nævnte fraktioner hver 4. uge.

Borgerne i Brønderslev Kommune kan tage containerne i brug, når de er leveret, selv om dette vil ske forskudt i hele kommunen.

AVV kommer og tømmer den nye container til plast & metal og papir fra december måned, og indtil da vil alle få hentet deres affald som man plejer.

- Vi er rigtig trætte af udsættelsen, men heldigvis har det ikke så store praktiske konsekvenser, da der jo er en eksisterende ordning for indsamling af dagrenovation, som kører uændret videre. Borgerne kan gå i gang med den nye sortering, når containeren er kommet, siger Hans Jørgen R. Madsen i en pressemeddelelse.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...