Affaldsordning ændres

Den omdiskuterede ordning for affald fra virksomheder bliver nu ændret.

Den ny ordning bliver en tilmeldingsordning i modsætning til tidligere, hvor der var lagt op til, at alle virksomheder skulle bidrage. Kommunerne kan vælge en abonnementsordning, en klippekortsordning eller betaling efter vægt. Der lægges nu op til, at der indføres en kombination af en traditionel klippekortsordning, vignetordning tilknyttet den enkelte bil samt betaling efter vægt. Afregning efter vægt kan ske på de tre genbrugspladser, der har vægt - Dronninglund, Brønderslev Øst og Hjørring Øst. Sammen med kommunerne er det planen at fastlægge en procedure for kontrol med virksomheder, der ikke er tilmeldt ordningen, men alligevel bruger pladserne. Al modtagelse af farligt affald registreres og afregnes separat. -Vi var nok for hurtigt ude første gang, siger Mikael Klitgaard (V), der er formand for miljø- og teknikudvalget i Brønderslev Kommune. Ved klippekort lægges der op til en betaling på 155 kr. pr. gang hvis mængden er under 300 kilo og 310 kr. pr. gang ved mere end 300 kilo. Vignetordningen indebærer en pris på 1240 kr. om året ved op til to besøg pr. måned og 2480 kr. årligt ved mellem tre og fem besøg pr. måned. Ved afregning efter vægt er prisen 760 kr. pr. ton.