Affaldsselskab vinder million-sag

Landsretten har afgjort, at Affaldsselskabet Vendsyssel Vest godt måtte bruge renset jord til at bygge volde omkring miljøanlæg

Miljøanlægget Rønnovsdal. Foto: AVV

Miljøanlægget Rønnovsdal. Foto: AVV

HJØRRING:Vestre Landsret har foreløbig sat punktum i en 13 år lang sag mod SKAT om afgifter på renset olieforurenet jord på AVV’s miljøanlæg Rønnovsdal. Dermed kan Affaldsselskabet se frem til at få 10 millioner kroner tilbage, som selskabet uretmæssigt har betalt i afgift på jorden.

I slutningen af halvfemserne modtog AVV en masse olieforurenet jord fra oprensning tankstationer. Jorden blev renset på miljøanlægget. En del af det rensede jord, som nu var at betragte som rent jord, blev brugt til at bygge volde rundt om miljøanlægget.

SKAT kom på kontrolbesøg

Men da SKAT kom på kontrolbesøg i år 2000, mente de, at voldene var at betragte som deponi af jord, og derfor skulle AVV betale affaldsafgift af de 12.000 tons jord.

Stævning og langvarig retssag

AVV blev stævnet i 2002 og i 2009 fik SKAT medhold i Landsskatteretten. AVV måtte punge ud med affaldsafgiften, men ankede dommen.

Nu har Vestre Landsret så givet AVV medhold i, at der ikke skal betales affaldsafgift af jorden.

Ud over tilbagebetaling af 10 millioner kroner i afgifter plus renter til AVV, skal Skatteministeriet betale sagens omkostninger på 311.000 kroner.

SKAT har dog fortsat mulighed for at anke dommen til Højesteret.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.