Afgående OB-boss: Vi kan lokke bedre spillere til nu

Jesper Hansen har som afgående sportsdirektør i OB haft travlt i januars transfervindue. Og der sker mere.

Angriberen Emmanuel Sabbi skifter fra Hobro til OB på en fri transfer efter denne sæson. Han er en af flere spændende spillere, som skifter til OB, og som gerne skal gøre klubben til en topklub i Superligaen, fortæller den afgående sportsdirektør Jesper Hansen.

Angriberen Emmanuel Sabbi skifter fra Hobro til OB på en fri transfer efter denne sæson. Han er en af flere spændende spillere, som skifter til OB, og som gerne skal gøre klubben til en topklub i Superligaen, fortæller den afgående sportsdirektør Jesper Hansen.

ODENSE:Mart Lieder, Emmanuel Sabbi og Kasper Larsen.

Det er blot nogle af de navne, OB har hentet til klubben i januars transfervindue.

Sabbi og Lieder kommer til OB på frie transfers fra Hobro og Sønderjyske til sommer, mens Kasper Larsen allerede er skiftet til den fynske klub.

Den afgående sportsdirektør Jesper Hansen har været med til at hente profilerne, og efter syv år i klubben ser han en ændring i OB's tiltrækningskraft.

- Jeg kan mærke, at OB er en attraktiv klub. Der er mange spillere, der vil til OB. Vi konkurrerer med nogle klubber, der ligger over os. Og lige nu kan vi tage nogle af de spillere, som vi tidligere havde svært ved at lokke hertil.

- Det er en positiv tendens og spiral, som forhåbentlig bliver mere markant fremadrettet, siger Jesper Hansen.

Det bliver Michael Hemmingsen, der som sportschef i OB, skal fortsætte det arbejde, som Jesper Hansen har sat i gang, inden han forlader klubben med udgangen af januar.

- Jeg kører det her vindue færdigt, og det er mig, der står for det. Når det er sagt, så gør jeg det i tæt samarbejde med Michael Hemmingsen.

- Det er en unik mulighed i en superligaklub, at vi kan lave et skifte med så fin en overdragelse, siger Jesper Hansen.

Han vil gerne have OB helt op i toppen af dansk fodbold, efter at fynboerne er endt uden for top-6 i en del sæsoner, hvor forventningerne ikke er blevet indfriet.

- Vi står godt i forhold til at få nye spillere ind. Rent sportsligt håber jeg, at det kan give et afkast i fremtiden.

- Jeg håber, at jeg kan sige, at jeg har været med til at starte noget. Mit allerstørste ønske er, at OB kommer i top-6 på den korte bane.

- Det er det, vi budgetterer med i øjeblikket, så derfor skal vi gerne nå det, siger han.

På længere sigt ser Jesper Hansen også OB kæmpe med om medaljer, og at klubben bliver en fast bestanddel af ligaens top-6.

- Som minimum håber jeg det (top-6, red.). Og gerne mere.

- Jeg skal ikke lægge nogle ord i munden på andre. Men sidste år var vi tæt på at spille med om medaljer. Og det vil vi gerne snuse til en gang imellem.

- Det skulle gerne være sådan, at det er det (medaljer, red.), vi kigger efter, siger Jesper Hansen.

OB har også hentet den islandske midtbanespiller Aron Elis Thrándarson, den unge angriber Mikkel Hyllegaard samt sikret sig forsvarsspilleren Alexander Juel Andersen permanent.

Det betyder, at OB's trup er ret stor og skal trimmes, inden vinduet lukker.

- Lige nu er vi for mange spillere. Så der bliver arbejdet lige til sidste fløjt. Jeg har en forventning om, at der kommer til at ske noget mere.

- Vi skal helst ikke blive flere spillere, end vi er i dag. Det kan være fint nok at sende otte spillere ud og så få to nye ind. Det ene udelukker ikke det andet, siger Jesper Hansen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.