Udland

Afghanistan får 97 milliarder til fred

På en international donorkonference får Afghanistan 97 milliarder kroner i støtte for at sikre fremtiden.

Afghanistan får 97 milliarder til fred

Under en international konference i Japan modtog Afghanistan knap 97 milliarder kroner i international støtte.

Pengene skal sikre, at der ikke opstår uroligheder, når de internationale styrker forlader landet i 2014.

Afghanistan modtager pengene frem til og med 2015, men det forventes, at donationen kræver et tilsagn fra Afghanistan om at slå hårdere ned på korruption.

Afghanistans præsident, Hamid Karzai, deltog i mødet i Japans hovedstad sammen med blandt andre USA's udenrigsminister, Hillary Clinton, og FN's generalsekretær, Ban Ki-moon.

Hillary Clinton understregede behovet for reformer for at sikre de forandringer, der er opnået i Afghanistan.

- Aftalen omfatter bekæmpelse af korruption, en bedre forvaltning, styrkelse af retsstaten og øget adgang til økonomiske muligheder for alle afghanere, især for kvinder, siger hun til BBC.

Under mødet fokuserede deltagerne på transformationen af Afghanistan, når de omkring 130.000 internationale styrker forlader landet i 2014.

- Det internationale samfund forpligter sig til at give 97 milliarder kroner frem til 2015, står der i en sluterklæring fra topmødet.

Weekendens konference var rettet mod at mindske hullet mellem, hvad Afghanistan tjener på landets dårlige økonomi, og hvad det har brug for, når det skal udvikle sig til et stabilt land.

Hovedstaden Kabul tjener selv kun en tredjedel af de 36 milliarder kroner, som byen bruger hvert år. Det er uden at regne sikkerhedsomkostningerne med, og dermed er landet stærkt afhængig af finansiel støtte.

Der er en udbredt frygt for, at Afghanistan, når USA og de allierede styrker trækker sig ud af landet, bliver overladt til narkobaroner og ekstremister.

Repræsentanter fra omkring 70 nationer og internationale organisationer var samlet for at skrive under på aftalen.

Ifølge Verdensbanken modtager Afghanistan mere end 95 procent af sit bruttonationalprodukt gennem støtte fra internationale donerer.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.