Afghanistan

Afghanistans præsident: bin Laden lever stadig

Kabul, lørdag /ritzau/afp Afghanistans præsident, Hamid Karzai, sagde lørdag, at han var overbevist om, at terrorlederen, Osama bin Laden, som indtil videre ikke er blevet fanget trods en intens jagt, var i live, men at han ikke nødvendigvis opholdt sig i Afghanistan. - Han er i live. Det fremgår af hans bånd og taler, sagde Karzai til journalister i præsidentpaladset i Kabul. - Det betyder ikke, at Osama er i Afghanistan, men det betyder, at han kan befinde sig et eller andet sted på grænsen mellem Afghanistan og Pakistan. Hvor al-Qaeda lederen, der mistænkes for at stå bag angrebene på USA 11. september 2001, befinder sig har ikke været kendt, siden USA indledte et militærangreb på Afghanistan i oktober 2001. Den USA-ledede koalition i Afghanistan understregede i denne uge, at man var sikre på at have fanget ham inden udgangen på året. /ritzau/AFP