Afghanistans regerings øverste pressetalsmand er dræbt

Talibanbevægelsen, der er i fremmarch i Afghanistan, hævder at have dræbt højtstående presseofficer.

En pressetalsmand fra Afghanistans regering er fredag blevet dræbt i hovedstaden Kabul. (Arkivfoto).

En pressetalsmand fra Afghanistans regering er fredag blevet dræbt i hovedstaden Kabul. (Arkivfoto).

KABUL:Den afghanske regerings øverste presseofficer er fredag blevet dræbt i Afghanistans hovedstad, Kabul.

Det oplyser landets regering.

Den militante talibanbevægelse, der i de seneste måneder har været i fremmarch i Afghanistan, hævder at stå bag drabet.

Det er Dawa Khan Minapal, der fredag er blevet dræbt. Han stod i spidsen for regeringens presse- og informationscenter.

Han har også fungeret som talsmand for præsident Ashraf Ghani.

En talsmand fra det afghanske indenrigsministerium siger, at han blev dræbt af "barbariske terrorister" under fredagsbønnen.

- Han var en ung mand, der stålsat modsatte sig fjendens propaganda, og han stod altid fuldt og fast bag vores styre, siger talsmanden Mirwai Stanikzai.

Der er opstået uro i Afghanistan, efter at USA's militær og dets allierede i foråret meddelte, at de ville trække sig ud af landet.

Talibanbevægelsen har vundet frem og stået bag en stribe angreb i landet.

Både aktivister, journalister, dommere og offentlige personligheder har været mål for talibanbevægelsens angreb.

En talsmand fra bevægelsen siger, at Minapal blev "dræbt i et særligt angreb udført af talibankrigere, og han blev straffet for sine handlinger".

Udenrigsministeriets Borgerservice har på grund af den stigende uro opfordret alle danskere i Afghanistan til at forlade landet.

- Sikkerhedssituationen er blevet gradvist forværret de seneste måneder. Der er kampe mellem Taliban og regeringsstyrker i stort set alle distrikter og provinser.

- Så det er anledningen til, at vi skærper rejsevejledningen ved at opfordre danskere i landet til at rejse, mens der er kommercielle fly tilgængelige, siger Frej Jackson, fungerende chef i Udenrigsministeriets Borgerservice, til Ritzau.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden