Lokalpolitik

Afghanistans valg

For anden gang i historien går Afghanistans vælgere torsdag 20. august til valgurnerne for at vælge præsident. Valget, der også omfatter valg af politikere til landets 34 provinsråd, er en vigtig test i kampen for at få etableret demokrati i det ødelagte og stadig krigshærgede land. Valgkampen afsluttes 17. august. Der afgives stemmer i næsten 7000 valgcentre - med forskellige stemmelokaler for mænd og kvinder. Vælgerne skal vise valgkort, og de får blæk på en finger efter at have stemt. Alle får to valgsedler. En grøn med 41 kandidater til præsidentposten. En brun med kandidater til provinsrådene. (I alt 3196 kandidater er opstillet - heriblandt 328 kvinder. Der er 420 pladser i rådene i de 34 provinser. Mindst en fjerdedel af pladserne er forbeholdt kvinder. Hvis ingen kandidat får over 50 procent af stemmerne ved første runde af præsidentvalget, skal en ny runde afvikles den 1. oktober. Omkring 17 millioner vælgere er registreret. Ved valget i 2005 var 12 millioner vælgere registreret. Valget vil i alt koste omkring 223 millioner dollar (1,2 milliarder kroner) og finansieres af Afghanistans internationale partnere. Allerede dagen efter valget vil der være mange rygter om vinderen, men et foreløbigt resultat ventes først 3. september, mens det endelige resultat ventes 17. september. Stemmerne tælles manuelt på valgstederne fra det øjeblik, valget slutter. I alt 116.000 observatører følger valgkampens sidste fase - op til 200.000 sættes ind på selve valgdagen. EU sender 120 observatører. /ritzau/