Afghansk demokrati

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) har nu fået sin chefs ord for, at han er kommet med en god politisk vurdering, og det må glæde den hårdt trængte politiker. Ikke desto mindre skal den æres, som æres bør, og samme Søvndal sagde tirsdag til Politiken om Afghanistan ved udgangen af 2014, når de udenlandske soldater har forladt landet: "Den tanke, at nogle af de hårdt tilkæmpede resultater kan gå tabt, kommer vi simpelthen ikke uden om at vænne os til. Vi må allerede nu se i øjnene, at et fredeligt, stabilt og demokratisk Afghanistan med et styre, der respekterer de enkelte mennesker rettigheder, vil tage mange år," sagde Villy Søvndal. Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) kvitterede på sit pressemøde tirsdag med at støtte sin udenrigsminister og tilføjede: "Afghanistan er ikke længere en terroristrede. Men nogle af de fremskridt vil man skulle kæmpe for, når vi forlader landet. Og det bliver først og fremmest den afghanske befolkning, der skal kæmpe for at bevare fremskridtene". Søvndal har ret. Men betyder det så, at 13 års krig har været forgæves? Betyder det, at de danske soldater, der blev dræbt i Afghanistan, har ofret deres liv forgæves? Overhovedet ikke. En krig kan aldrig blive nogen søndagstur, og et land som Afghanistan bliver ikke demokratisk i vestlig dansk forstand på 13 år. Men uanset, hvad der sker, når den sidste vestlige soldat forlader Kabul, bliver landet ikke bombet helt tilbage til Talibans mørke middelalder. Der vil komme tilbageslag, og nogle af dem vil være dybt alvorlige, men der vil også komme nye fremskridt, skabt af afghanerne selv. Og de skridt, afghanerne selv tager frem mod deres variant af demokratiet, vil være langt sikrere end dem, amerikanere, englændere og danskere har gået for dem. Der er bare ingen, der kan sætte dato og årstal på, ligesom ingen i 1849 kunne sætte dato på, hvornår dansk demokrati sprang ud i fuldt flor. Det er en proces, der sommetider er ond, men hvor viljen er, kommer evnen til at gennemføre den.