Afghanske tanker

To unge herboende afghanere er glade for, at Taleban blev fjernet, men hjemlandets problemer er langtfra løst, og integrationen her i landet har lidt skade

Afghanistan 11. september 2002 08:00

Vi husker det allesammen. De brændende tårne, der forsvinder i en støvsky. Også Safoura og Baber genkalder sig dagen, men ingen af dem var på daværende tidspunkt klar over, at det der skete, ville få direkte betydning for deres hjemland. - Det gjorde mig meget ondt, hvad der skete i USA. Først og fremmest for menneskene derovre, men bagefter blev jeg bekymret for, hvad der ville ske med os som muslimer. Baber Khalyar og Safoura Ghorbani er begge flygtninge fra byen Mazar-i-Sharif i det nordvestlige Afghanistan. De husker tydeligt, hvordan tv-kommentatorerne tidligt begyndte at snakke om muslimerne som bagmænd. Og ganske rigtigt. Knapt havde støvet lagt sig over Ground Zero, før USA gik ind i Afghanistan. Idag har tidens tandhjul så flyttet sig en tak. Ét år er gået, og Baber og Safoura er enige: Selvom det er de færreste konflikter, der løses med bomber, var det positivt, at Vesten i dette tilfælde blandede sig og fjernede Taleban. - Det var godt, at de kom og hjalp i Afghanistan, men forholdene er kun blevet lidt bedre. Der er stadig talebanere i landet, og de forskellige befolkningsgrupper har stadig problemer med hinanden. Mange års krig kan ikke løses på så kort tid, og Afghanistan kan ikke løse deres problemer selv. Der skal hjælp til udefra. Baber Khalyar smiler trods de alvorlige ord. Både for han og Safoura er det smertefuldt, at uskyldige mennesker dør i deres hjemland, men når de tænker på talebanernes grusomhed, er de sikre på, at det var nødvendigt. Ikke et sted for kvinder Safoura var kun en stor teenager, da hun og familien forlod hjemlandet. Bag hendes mørke øjne kører erindringens film. Billederne er skarpe. De tager alle tingene fra huset og læsser dem på den lille hestevogn. På skift spænder de elleve søskende sig foran vognen, så de kan trække den rundt i byen, og sælge tingene til den højest bydende. Sådan skaffede de sig penge til at flygte ud af Afghanistan, over grænsen til Pakistan og Iran for tilsidst med hjælp fra FN at komme til det forjættede Europa. Nu er det næsten to år siden, den nu 24- årige Safoura Ghorbani stod ud af flyet i en helt ny verden. Et land hun aldrig havde hørt om, før FN fortalte hende, at det var her, hun kunne få lov at bo. Danmark. - Det første jeg kan huske er, at det lugtede lidt underligt...måske af fisk. Hun smiler. Mørke fregner drysser ned over den lysebrune næse, og i øjnene er der glæde over at være i et fredeligt land, men inde bagved gemmes mange smertefulde erindringer. Hendes far var ikke med, da familien ankom til Danmark. Han blev dræbt et par måneder tidligere. - Det var en lørdag, og jeg gik til tandlægen. Da jeg kom hjem, var min far blevet dræbt af Taleban. Vi ved ikke rigtigt hvorfor. Måske fordi vi er shia muslimer, og talebanerne er sunni muslimer. Faderens død førte til, at familien planlagde flugten. Især for kvinderne var Afghanistan et land uden muligheder. Mørke minder Også Baber husker sin sidste tid i hjemlandet med frygt. Ved tanken om, at Taleban er fjernet fra magten, smiler han. Det gør han meget. Især fordi det er højlys dag, og den danske efterårssol falder ind gennem sprogcentrets vinduer i det lille kontor i Aalborg midtby. Når mørket falder på, ser han dog stadig de livløse kroppe i gaderne. Taleban er på vej ind i byen Mazar-i-Sharif. Året er 1998. Han ser dem komme. I gaderne ligger der tusinder af menneskekroppe. Kvinder og børn. Det næste halve år tilbringer han i skjul i søsterens hus. Uden at komme udenfor en dør. For har man en far, der er politisk aktiv, er man automatisk i talebanernes skudlinie. Fire måneder efter Safoura lander 23- årige Baber Khalyar i Danmark også med hjælp fra FN. Både far, mor og søskende er med. Foruden minderne. - Jeg kan ikke glemme det, jeg har set. Hver gang jeg ser noget i tv om vores land, så bliver jeg meget ked af det. Og når tankerne vender tilbage til 11. september, trækker de mørke øjenbryn sig sammen og skaber et mildt tordenvejr. - Mange mennesker tror, at det er sådan, islam er, men det er ikke sandt. Taleban misbruger vores religion, for i virkeligheden respekterer vi alle mennesker. Også dem, der tror på noget andet end os. Men det er svært at overbevise folk om. Også danskerne. Og især efter 11. september. - Stemningen er blevet mere negativ. Nogle mennesker kigger én i øjnene og tror straks, at man er terrorist. Danskere som jeg hilste på før, hilser ikke mere. Jeg ønsker virkelig, at vi kommer til at lære hinanden bedre at kende. Danskerne og os. For vi skal jo allesammen bo her. Fremtid på dansk Og selvom forholdene i hjemlandet er blevet lidt bedre, ser de to unge ingen fremtid i deres hjemland. Det er stadig for farligt at vende tilbage, og mulighederne for at få uddannelse og arbejde er få. - Selvom jeg savner Afghanistan, bliver situationen ikke bedre. Der er stadig en masse befolkningsgrupper, der ikke kan leve sammen. Og så længe de har våben i hånden, bliver der aldrig fred. Solen kaster stadig sine stråler ind gennem vinduet, da Baber og Safoura forsvinder op ad trappen i sprogcenteret. De skal op og have engelskundervisning. Det skal de bruge i deres videre uddannelse. I Danmark.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...