Afgift kan lukke Portland

Femdobling af afgift risikerer at koste 300 job - og gøre Aalborgs fjernvarme dyrere.

Skattepolitik 4. november 2011 07:45

Regeringens planer om at femdoble afgiften på at udlede kvælstof-ilter (NOx) vil koste Aalborg Portland mange millioner kroner og kan på langt sigt medvirke til, at cementfabrikken i Rørdal må lukke. Dermed er mindst 300 arbejdspladser i fare, og samtidig vil fjernvarmepriserne for 100.000 forbrugere i Aalborg-området stige markant. Cementfabrikken leverer omkring en fjerdedel af byens fjernvarme. Afgiften skal med virkning fra 1. januar næste år øges fra 5 til 25 kroner pr. kilo NOx, fremgår det af regeringens finanslovsforlag. Aalborg Portland udleder 2000 ton NOx om året. - Det er en meget alvorlig ekstra omkostning for os. Vi har i løbet af de seneste fire år reduceret vores NOx-udledning til en fjerdedel, og det har kostet os 30 millioner kroner. I forvejen er vores konkurrenceevne hårdt belastet af danske sær-afgifter, og nu får vi så endnu en afgiftsforhøjelse. Det kan på sigt tvinge os til at opgive produktionen her i Aalborg, siger Henning Bæk, koncerndirektør for Aalborg Portland. - Regeringen regner med, at afgiftsforhøjelsen vil give 600 millioner i statskassen. Det kan kun betyde, at den bliver voldsomt dyr for os, siger Henning Bæk. Finansminister Bjarne Corydon (S) afviser, at afgiften kan lukke Aalborg Portland. - Der er nogle muligheder for at se på Portlands bundfradrag, siger han, men erkender, at der er "en særlig udfordring".

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...