Afgift på flyrejser splitter danske EU-spidskandidater

Næsten alle kandidater til EP-valg mener, at klimaet er det største problem. Løsningen skaber uenighed.

Ritzau
Hvis man vil ændre folks vaner, er afgifter noget af det mest effektive, menerr Alternativets EU-spidskandidat, Rasmus Nordqvist.
Politik 25. april 2019 23:37

KØBENHAVN: Miljø og klima er i top blandt de vigtigste dagsordener for vælgerne, og det skal omsættes til politisk handling.

Sådan lyder det fra størstedelen af de danske spidskandidater ved valget til Europa-Parlamentet under en debat torsdag aften på DR.

Her er spidskandidaterne samlet for at debattere. Men trods højt humør bliver de ikke enige om, hvorvidt europæere skal betale en klimaafgift på deres flyrejser.

Her er de ti partiers spidskandidater delt i to lige store grupper - fem for og fem imod.

Alternativets spidskandidat, Rasmus Nordqvist, mener, at det er afgørende at gå fra "klimadagsorden til klimahandling".

- Afgifter er noget af det, vi ved, der virker, siger Rasmus Nordqvist.

Hos SF, Enhedslisten, De Radikale og Folkebevægelsen mod EU er der opbakning til afgift på flyrejser.

Men spidskandidaterne fra de tre største danske partier i Europa-Parlamentet ved det seneste valg - DF, S og V - mener ikke, at afgifter på flyrejser er vejen frem.

Hos Socialdemokratiet understreger Jeppe Kofod, at afgifter på flyrejser er en dårlig løsning i forhold afgifter på brændstof, da sidstnævnte i hans øjne ikke har samme sociale slagside.

- Med en afgift på flyrejser kommer de, der har færrest penge, til at betale, siger han.

Et synspunkt, som EU-kritiske Peter Kofod (DF) kan bakke op om, da flyrejseafgifter i hans øjne er en "ekstra skat for ganske almindelige mennesker".

Heller ikke De Konservatives Pernille Weiss og Venstres Morten Løkkegaard går ind for afgifter på flyrejser.

Han ønsker tilskyndelser til virksomheder, der tager handling, og økonomiske lussinger til lande, der ikke lever op til EU's krav.

- Det handler om, at tempoet er for lavt, siger han.

- Vi skal have en pagt. Vi skal have et håndslag mellem regeringslederne om, at klimaet er udgangspunktet for al den lovgivning, vi laver.

Den nuværende kulturminister og Liberal Alliances spidskandidat, Mette Bock, mener, at det er vigtigt at understøtte teknologiske fremskridt, der kan mindske CO2-udledningen.

- Vi skal ikke ændre folks adfærd. Vi skal ikke have folk til at spise mindre kød eller at rejse mindre, siger hun.

De nationale EU-valg afholdes i perioden 23. til 26. maj, og Danmark afvikler valget 26. maj.

Også migration og EU's ydre grænser samt EU's rolle i forhold til selskabsskat og skattekonstruktioner blev debatteret. Det var den første debat op til årets EU-valg med alle danske spidskandidater.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...