Afgørelse udsat

Dronninglund Rideklub overlever 14 dage endnu. Så går bestyrelsen.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Holtegård har tilbudt sig som hjemsted for Dronninglund Rideklub. Den ligger i Try og huser Vendsyssels Hestekøreforening. Arkivfoto

Følelserne sad uden på tøjet, da formand for Dronninglund Rideklub, Randi Elbo Jensen, søndag eftermiddag bød velkommen til generalforsamling i klubben. Det eneste punkt på dagsordnen var nedlæggelse af Dronninglund Rideklub. Da det punkt blev fremsat måtte Randi Elbo Jensen, som har været formand i 12 år, undervejs have en kort pause for at samle sig, og en papirserviet dukkede op for at tørre tårerne bort. Ville sætte et punktum Randi Elbo Jensen var dog klar i mælet. Hun kunne ikke kæmpe mere i denne omgang. Gennem tre år har hun og bestyrelsen arbejdet intensivt for at skaffe et nyt hjem til klubben, siden de for tre år siden blev sendt ud i kulden af ejeren af Dronninglund Storgård, som ejer bygningerne, hvor klubben ind til nu har haft til huse. Siden er der arbejdet på mange forskellige løsninger. Men forgæves. To nye tilbud på hånden I går stod klubben dog med to nye muligheder på hånden. Det ene tilbud kommer fra Holtegård i Try, og det andet fra Kirkevejen 6, som ejes af en mand, klubben tidligere har haft kontakt til. Men den gang faldt planen til gulvet som alle de efterfølgende. Af samme grund stillede bestyrelsen sig også tøvende overfor, om en satsning på Kirkevej er en løsning. - Men vil folk køre til Try? Det vil jeg gerne vide, spurgte Randi Elbo Jensen. Otte mødt op for at stemme Fremmødet var absolut på sit laveste, og derfor blev der ikke givet mange svar. Lisa Nielsen, den ene af de to forældre, der var dukket op, mente dog, at forældre, der gerne vil sende deres børn til ridning, alligevel skal ud at køre, hvis klubben ikke kan blive i byen. - Men jeg ville helst, at det var her i byen. Min datter er otte år, forklarede hun og pegede på, at hun ikke vil være tryg ved at sende sin datter af sted på cykel til Try hverken nu eller i fremtiden. Randi Elbo Jensen havde håbet, at mange ville møde frem for at træffe en beslutning om klubbens fremtid. - Men det er måske også et billede af, hvor vi står, mente hun med henvisning til klubbens kamp for et nyt sted og dens usikre fremtid. Kun otte af de fremmødte var stemmeberettigede, da kun medlemmer af klubben har stemmeret, og de fleste var ganske unge piger. Derfor var det også med en smule modvillighed, at stemmesedlerne blev smidt på bordet. Nej til nedlæggelse På sin datters vegne stemte hun nej til, at klubben nedlægges. Det gjorde to andre også, og så var der tre stemmer imod og fem for. Det var præcis én stemme fra at nå flertal på tre fjerdedele, som var nødvendigt for at nedlægge klubben. Om 14 dage indkaldes alle medlemmer af klubben - store og særligt små og deres forældre, som stemmer på deres vegne, til møde. Her vil klubbens bestyrelse trække sig. Vil ingen tage over, bliver klubben nedlagt. Hvis det sker, vil Dronninglund Rideklubs Venner træde til, lave deres vedtægter om og arbejde for at genskabe klubben et nyt sted. Flere af de unge mente dog, at der er andre muligheder, så som at lade klubben eksistere som hjemløs med en beskåret bestyrelse til at finde et nyt hjem.