Afgørelsernes timer

NORDJYSKE Stiftstidende ser tilbage på sidste halvdel af året

Skolevæsen 30. december 2004 05:00

HALS: Efter i gårsdagens avis at have fokuseret på første halvdel af 2004 i Årskavalkaden for Hals Kommune, er det i dag den sidste halvdel af året, det gælder. Juli Feriemåneden juli var som vanligt én af de mere stilfærdige, men borgmester Bent Sørensen (S) nåede dog at komme med sin personlige udmelding om, hvorvidt en sammenlægning med enten Dronninglund eller Aalborg var den bedste vej at gå. Her faldt borgmesterens valg på en sammenlægning af Hals og Dronninglund. August Var der tale om fred og ro i juli, så fik kommunen en eksplosiv start på august måned, hvor NORDJYSKE Medier åbnede måneden med for alvor at få prikket hul på sagen om Henriette Høgsbros fyring fra jobbet som børnehaveklasseleder på Hou Skole. Det skete med en afsløring af, at Henriette Høgsbro var blevet lovet at kunne fortsætte sit virke på Hou Skole - hvorefter dette løfte blev tilbagekaldt. Dén sag var den første af mange tilknyttede sagsforhold, der i den følgende tid førte til en række artikler i NORDJYSKE, hvor der blev sat kritisk lup på både den politiske og administrative ledelse af Hals Kommune. August var derudover måneden, hvor byrådet holdt både et nyt møde med Dronninglund og et første møde med Magistraten fra Aalborg, og samtidig blev det endeligt bekræftet, at den udskældte svineproducent i Stae, Carsten Nørgaard, havde solgt sin svinefarm, og at de nye ejere havde planer om planteavl på stedet. Derudover blev der i byrådet sagt ja til at holde en folkeafstemning om kommunens fremtid og ja til at opdele biblioteksdriften i Hals, hvis planerne om et nyt kulturhus i byen realiseres. Fra den kommunale verden kunne det videre berettes, at der blev sagt farvel til børne- og kulturforvaltningens chef gennem mange år, Niels Bork, ligesom der på rådhuset også blev overrakt en fortjenstmedalje fra Dronningen til kommunens tidligere skatte- og IT-chef, Henning Maagaard. September September måned blev åbnet med meldingen om, at kommunen ved en prisuddeling for IT-projekter havde fået en "Særlig hædrende omtale" for projektet Det Digitale Demokrati. Derudover blev der i byrådet sagt ja til kritikernes ønske om at gennemføre en uvildig undersøgelse af Høgsbro-sagen, og mens det bestemt ikke var med lutter smil på byrådsmedlemmernes læber, at dét skete, så blev det i V. Hassing også mødt med dyb skuffelse, at der fra Indenrigsministeriets side blev sagt nej til byrådets ønske om i 2005 at få sat gang i etableringen af et nyt multihus i V. Hassing. Og så var september også måneden, hvor et flertal af vælgerne bestemte, at Hals skal gå sammen med Aalborg i forbindelse med den nye kommunalreform. Oktober I oktober sagde byrådet ja til kommunebudget 2005, og måneden bød også på et skuddrama i sommerhusområdet ved Hou, ligesom der i NORDJYSKE Medier blev sat spørgsmålstegn ved proceduren i forbindelse med kommunens salg af jord til et nyt boligprojekt på den gamle produktionsskolegrund i Hals. Borgmester Bent Sørensen afviste enhver antydning af urent trav, men byrådet har alligevel sendt sagen til vurdering i tilsynsrådet. November På Hou Skole blev november måned indledt med et goddag til den nye skoleinspektør, Anna Marie Nør Hansen, og samtidig begyndte fremtiden for Koldkær Svømmehal også at se tvivlsom ud med meldingen fra de nye ejere, Holmsø Huset, om, at de godt ville af med den. Derudover var der i november livlig debat om, hvor det for byrådet var bedst at bruge penge på en ny cykelsti - ved Hou eller i Stae - og i løbet af måneden blev der også indgået en historisk "Samarbejdsaftale vedrørende arbejdsfastholdelse og integration på arbejdsmarkedet" mellem kommunen og en række fagforbund. November var også måneden, hvor borgmester Bent Sørensen offentliggjorde sin beslutning om ikke at genopstille ved kommunalvalget næste år, og mens der i kulturudvalget blev truffet en i V. Hassing populær beslutning om, at ingen af byens tre børnehaver skal lukkes trods det faldende børnetal, så blev den nye Hals Børnehave også indviet. December I december blev det i Sports Motorklubben Gandrup mødt med begejstring, at der i amtets udvalg for teknik og miljø blev set med positive øjne på planerne om en ny speedwaybane ved Gandrup, og samtidig blev resultatet af den uvildige undersøgelse af Høgsbro-sagen offentliggjort. Den viste blandt andet, at Hals Kommune havde begået fejl i forbindelse med fyringen af Henriette Høgsbro - hvoraf den største var at bryde løftet om, at hun kunne fortsætte i sit job. Der er p.t. optræk til et forlig i sagen, der på et tidspunkt så ud til at skulle ende i retten, men også politiet er nu blevet inddraget i sagen. Det er sket, fordi hovedkonklusionerne i rapporten kom NORDJYSKE Medier i hænde forud for den officielle offentliggørelse af disse. Under mistanke for at lække informationerne er de 17 medlemmer af byrådet - fordi det kun var dem, der havde rapporten. Blev der derfor på dén måde føjet et nyt, dramatisk kapitel til Høgsbro-sagen, så sluttede året af med en glad melding til brugerne af Koldkær Svømmehal om, at Holmsø Huset vil give svømmehallen en ny chance for at overleve - ved selv at forsøge at få de nødvendige driftsindtægter i hus.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...