Afgørende topkamp på Hobro Stadion i aften

HOBRO:Der er lagt op til et brag af et topopgør på Hobro Stadion, når Hobro IKs danmarksseriemandskab i fodbold i aften får besøg af Thisted IK. Begge hold er favoritter til at rykke op i 2. division, og ikke mindst vinderen af aftenens kamp vil tage et særdeles stort skridt mod divisionen. Mens Hobro har været særdeles ustabil i anden halvdel af turneringen med flere nederlag til følge, har Thisted været forårets hold i rækken. Ni kampe på stribe vandt holdet, inden det i mandags for første gang i foråret satte point til ved at spille uafgjort 4-4 mod Aarhus Fremad. Ydermere tabte Hobro med 3-1, da de to hold mødtes i Thisted i efteråret. Til gengæld kan Hobro mandskabet gå ind til opgøret i forvisning om, at det har vundet samtlige hjemmekampe, men holdet fik ikke den bedste optakt til topopgøret, idet det noget overraskende tabte til Nørresundby i mandags. Inden aftenens kamp er Thisted placeret på rækkens andenplads med 48 point og Hobro er lige efter med 47, så mere spændende kan det næsten ikke være. Hobro-truppen er ramt af en del småskader, som betyder, at det endelig hold først udtages kort før kampstart, men følgende 16 spillere er med i truppen: Kristian Kirk, Palle Qvortrup, Mads Justesen, Frederik Bjørn, Thomas Vetter, Morten Bjørn, Rasmus Ingemann, Chris Jensen, Peter Mark, Peter Thomsen, Troels Nielsen, Kim Kolstrup, Kasper Svendsen, Rasmus Povlsen, Michael Fisker og Jens Hammer Sørensen.