Afhængig af ansvar

Spejderarbejdet gjorde udslaget, da årets Knaberpige blev kåret

Teater 1. juni 2005 06:00

AALESTRUP: Det falder hende naturligt, og hun kan lide det. Ansvaret. Knaberpigen anno 2005, Lena Holmquist Jakobsen, kan ikke lade være med at tage ansvar i spejdergruppen, bag lydpulten eller i klasseværelset. - Helt ubevidst er det ofte mig, der leder og fordeler arbejdet, forklarer hun. Skaber fornyelse 18-årige Lena Holmquist Jakobsen læser på teknisk gymnasium i Aars, men spejderlivet fylder størstedelen af hendes fritid. Hun startede som ulveunge i 1997 og var sidste år med til at oprette seniorspejderne i Ole Torps Gruppe i Aalestrup, hvor hun i dag er leder. - Som leder har du et større ansvar end som medlem, hvor du egentlig bare skal møde op, lyder det fra Lena Holmquist Jakobsen, der godt kan lide udfordringen i at finde på nye tiltag, uden at glemme hvad det hele handler om. Stædig spejder Som den eneste spejder i sin folkeskoleklasse fik hun omkring 7. klasse at mærke, at det ikke længere var smart at hoppe i en grøn uniform i fritiden. - Jeg har altid været stædig og holdt fast ved spejderlivet, fordi det interesserer mig. Andres fordomme kan jeg ikke bruge til noget, siger Lena Holmquist Jakobsen. At hun ikke følger strømmen kan man også se, når hun en gang om ugen ifører sig sko med dobbeltbeslag og danser clogging - en dans, der oprindelig stammer fra træskodans. - Jeg kan godt lide, at dansen er lidt sjælden, og at det kræver nogle færdigheder at gøre det godt, siger hun. Størstedelen af dansetræningen foregår dog sammen med moren Lydia Irene Nielsen og lillesøsteren Julia Holmquist Jakobsen i hjemmet på Grandgårdsvej i Testrup. Lydmand som seks-årig Udover spejderne er det især kulturlivet, der knytter Knaberpigen til Aalestrup. Allerede som seks-årig startede hun uofficielt sit arbejde ved lydpulten, når hun hjalp sin far, John Holmquist Jakobsen, med Membranens forestillinger. Siden har hun sørget for lyd til både Fjelsø revyen, Naturefterskolens sommerafslutning og Gedeskægsrevyen i Gedsted. - Ofte skal jeg ikke bare styre lyden under forestillingen men også sørge for, at det hele virker, når tæppet går op. Jeg kan godt lide det store ansvarsområde, som følger med opgaven, siger Lena Holmquist Jakobsen. Efterhånden er det et par forestillinger siden, hendes fingre har styret knapperne, men det er ikke lysten, der mangler. - Hvis nogen ringer, fordi de mangler en lydmand, så er jeg klar, fastslår hun. Kendt i uniformen Det er dog spejderlivet, der kommer i første række, når fritiden skal plottes ind i kalenderen, og netop den grønne uniform har æren for, at hun i dag er kendt af mange borgere i Aalestrup. - Titlen betyder meget for mig. Det er dejligt at vide, at byen sætter pris på det arbejde, jeg gør, siger Lena Holmquist Jakobsen og tilføjer, at familiens stolthed gør hende ekstra glad. Når studenterhuen, til næste år, sidder på hovedet, rykker hun dog lidt længere væk fra familien, for drømmen er at flytte til Viborg for at læse til sygeplejerske.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...