Frederikshavn

Afklaret økonomichef

HJØRRING:47-årige oberstløjtnant Claus U. Pedersen, der er chef for HMAK's økonomiafdeling, tager forsvarsforliget med ophøjet ro. Han var på kursus i Frederikshavn, da forliget blev offentliggjort, og det endelige resultat var ingen overraskelse for ham. - Det er jo stort set, som vi forventede det, og da jeg jo er vant til at flytte i forvejen, ser jeg ikke de store problemer i det, siger han. Claus U. Pedersen har boet i Hjørring siden 1980, hvor hans to sønner er vokset op, og familien har ved flere lejligheder være uden husfaderen i forbindelse med udstationeringer. Men ikke mere. - Vi har besluttet, at hvis jeg skal flytte efter det næste job, flytter familien med - livet er for kort til at vi er adskilt fremover, siger han. Desuden har Claus U. Pedersen noteret sig, at Forsvarets nye regnskabstjeneste skal etableres i Hjørring, og her kunne han da godt forestille sig, at der kunne blive en stilling, som han var være interesseret i at søge. Også hustruen, Hanne, der er operationssygeplejerske, tager situationen roligt. Dels føler hun sig optimistisk omkring at skulle finde et nyt job, og dels slår hun fast, at der er mange faktorer i forliget, der endnu mangler en afklaring.