Afløser for Kleener endnu ikke fundet

KØBENHAVN: Der går endnu nogen tid, før kulturminister Brian Mikkelsen (K) har fundet en afløser for DRs bestyrelsesformand, Jørgen Kleener, der officielt trækker sig fra posten på et bestyrelsesmøde tirsdag. Ifølge ministeriet sonderes der stadig blandt mulige kandidater. Tirsdag morgen mødes så en amputeret bestyrelse for Danmarks Radio i DR Byen i Ørestaden og orienterer efter et kort møde pressen om "den aktuelle situation i DRs bestyrelse og direktion". Siden fyringen af generaldirektør Christian Nissen 5. oktober trak først en hårdt presset formand, Jørgen Kleener, sig fra bestyrelsen, efter at det var kommet frem, at han havde givet urigtige oplysninger om sit kendskab til en låneanmodning på 300 millioner kroner fra DR til kulturministeren, og om sin kontakt til fremtrædende politikere om den forestående fyring af generaldirektøren. Senest har Venstres medlem af bestyrelsen, Karsten Madsen bebudet, at han også trækker sig fra bestyrelsen, der oprindelig talte ti medlemmer. Som konsekvens af hele forløbet omkring fyringen af Nissen har politikerne på Christiansborg bebudet, at der skal ske omfattende ændringer i sammensætningen af DRs bestyrelse. Både Socialdemokraterne, Venstre og Dansk Folkeparti går således ind for en bestyrelse med professionelle frem for politisk udnævnte personer, som det er tilfældet med den nuværende. Tirsdag kl. 15 mødes kulturminister Brian Mikkelsen med partierne bag medieforliget for at drøfte, hvordan den nye bestyrelse for DR skal se ud. Venstres politiske ordfører, Jens Rohde, har på forhånd bebudet, at han på mødet vil foreslå, at man ved siden af en bestyrelse bestående af professionelle repræsentanter fra blandt andet erhvervslivet laver et repræsentantskab, der skal sikre den folkelige forankring. /ritzau/