Afløser for Tulip-job søges

EMNER 25. juni 2003 08:00

BRØNDERSLEV: Måske kommer der ny produktion i de lokaler, der i dag rummer Tulips produktion af pølser og skinker i Brønderslev. Det siger borgmester Jens Arne Hedegaard (V) efter et møde på virksomheden. Da det blev kendt, at Tulips afdeling i Brønderslev sandsynligvis lukker til nytår, tog Jens Arne Hedegaard initiativ til et møde med repræsentanter fra Tulip-ledelsen, slagteriets ansatte, AF og BEU med det formål at se på, hvad de forskellige parter hver især kan gøre for, at de 69 berørte medarbejdere ikke bliver arbejdsløse. - Vi havde et konstruktivt møde præget af de gode viljer hele vejen rundt om bordet. Men gode viljer gør det jo desværre ikke alene. Hvis lukningen - som alt tyder på - bliver en realitet, vil vi forsøge hurtigst muligt at få en anden aktivitet ind i bygningerne - og gerne en produktionsvirksomhed. - Tulip er en social bevidst virksomhed, som gerne vil gøre noget for dets ansatte, og jeg opfattede, at de er meget opmærksomme på, at nogle af medarbejderne bliver tilbudt stillinger i andre afdelinger. Nogle medarbejdere skal muligvis også omskoles til andre udfordringer. Og så skal der lyde en opfordring til andre virksomheder i området til at overveje, om de kan bruge nogle af de ansatte. Det er et ønske fra Tulip om at samle produktionen på færre og større enheder, som er hovedårsagen til, at Tulips afdeling i Brønderslev er i fare for at lukke. Erhvervschef Bente Albeck-Madsen skal nu bese lokalerne for at vurdere, hvilke virksomheder der kunne være egnet til at flytte ind i Tulips lokaler. Også AF arbejder videre med en plan om omskoling og generel hjælp til de ansatte.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...