Afpresning bag overfald på massageklinik

18. september 2002 08:00

København, tirsdag /ritzau/ De tre hætteklædte mand, der sent mandag aften trængte ind på en massageklinik i København og affyrede to skud, var stadig på fri fod tirsdag morgen. Overfaldet var formentlig en efterreaktion på et mislykket forsøg på at afpresse den kvindelige bordelchef til at betale beskyttelsespenge, mener politiet. Så sent som fredag havde lederen af bordellet i Arkonagade 13 besøg af nogle mænd, der forlangte at få penge, har hun fortalt politiet. Det seneste angreb på massageklinikken kommer i kølvandet på en række andre voldelige episoder på andre massageklinikker i København. Overfald, der tilsyneladende også handler om afpresning og beskyttelsespenge. Røveriafdelingen i Københavns Politi er i øjeblikket i gang med en efterforskning i bordelmiljøet for at finde frem til de bagmænd, der står bag afpresningen af de prostituerede. Problemet er bare, ifølge chefen for røveriafdelingen Ove Dahl, at de involverede kvinder ofte ikke tør stå frem som vidner. - Nogle af dem vil godt tale lidt med os og fortælle, hvad der er sket. Men når det så kommer til at skulle vidne i en eventuel retssag, tør de alligevel ikke. Og så har vi meget svært ved at køre sagerne, siger Ove Dahl. Under overfaldet mandag aften blev den kvindelige bordelchef og et familiemedlem, der var på stedet for at agere dørmand, begge slået i hovedet formentlig med skæftet af overfaldsmændenes pistol. Manden måtte efterfølgende syes i nakken. De tre mænd affyrede også de to skud i det lille kælderlokale sandsynligvis med løs krudt. Herefter forsvandt de til fods ned mod Enghave Station, hvor de satte sig ind i en blå Mercedes Taxi. Vidner har beskrevet mændene som værende af udenlandsk herkomst. Ifølge kriminalinspektør Ove Dahl har begrebet beskyttelsespenge i en eller anden form altid eksisteret i bordelmiljøet. - Men massageklinikkerne har formentlig affundet sig med at betale en lille del af omsætningen til "beskyttelse". Problemet nu er, at nogle nye grupper har fået øje på det lukrative i den her form for afpresning og så kræver flere penge end tidligere, mener Ove Dahl. Københavns Politi er overbeviste om, at det er rockere, der står bag afpresningen. Men i nogle af de konkrete tilfælde af afpresning i bordelmiljøet har rockerne sendt andre - herunder også folk af udenlandsk herkomst - i byen for sig for at gøre det "beskidte arbejde". /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...