EMNER

Afrika er gået i blodet

Ung Aalborg-familie parat til at rykke flere ud af fattigdommen

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Morten Heise har pakket de sidste kasser, som skal sendes til Nairobi. Hvad fremtiden bringer i det afrikanske i denne omgang for ham og hans familie, vil tiden vise. Foto: Per Kolind

AALBORG:Mette og Morten Heise, 32 og 31 år, er holdt op med at langtidsplanlægge. Da de første gang tog ud, var det for to år, men de blev på kontinentet i seks, så når de forlader Aalborg i denne weekend for at flytte til Kenya med deres tre børn på 14 måneder og snart fem og seks år, er det med den forestilling i baghovedet, at tiden vil vise, om det er der, de skal være eller hvad... Men at deres fremtid er i Afrika i hvert fald indtil der bliver et naturligt sted i børnenes skolegang, hvor det kan være betimeligt at skifte, har de en vis fornemmelse af. - Vores lille familie fungerer bedre dér, konstaterer de. Der er ikke det jag på, som for børnefamilier her, hvor der er så mange og så meget, vi skal dele tiden og hinanden med. Og så satser vi på web og Skype denne gang, griner de, fordi Mors dagsgaverne til bedstemødrene netop var kameraer og løfter om at bruge dem. Mette og Morten rejser ud med Mellemfolkeligt Samvirke. Han til et job som organisationsrådgiver, hun til at begynde med som family organizer men med planer om enten at få lov til at bruge sin HD i regnskab – hvis ikke kenyanerne sidder for hårdt på arbejdstilladelserne - eller tage en master i NGO-management. Under alle omstændigheder med lyst til at finde ud af, om der er noget ishockey oppe at stå i den skøjtehal i et indkøbscenter i Nairobi, som de har kig på... For hvis ikke, kunne man jo…! De har i hvert fald stavene med i de enorme kasser, som Morten har lavet til transport af det gods, de skal have med fra huset på Herningvej, hvor de har boet i halvandet år, mens de har være i Danmark. Små ryk nytter Morten har arbejdet som miljøtekniker, og Mette har været på barsel efter tredje barn, og så er det altså nu, det afrikanske liv rykker igen. - En del af charmen er, at vi ikke præcist ved, hvad vi skal lave. Hvis papir er venligt her, så er det meget venligt i Afrika. Det er ikke altid, ordene i en jobbeskrivelse lever op til ordlyden, siger Morten Heise. - Vi kan godt lide eventyret, men vi kan også lide, at vi faktisk gør en forskel i nogle menneskers liv. I det store perspektiv kan man jo ikke se, at det nytter, men vi har nogle historier, vi læner os op ad, fordi vi har været med til at rykke nogen ud af fattigdommen. En barnepige i Uganda har job i London, en anden er ansat i et edb-firma og har lige mailet og spurgt, om et edb-projekt, de har gang i, er noget for Mette at komme med i, og den tidligere vagtmand, vi mødte efter nogle år, da han sad og lavede tegnefilm, er ham, der nu skal undervise os, når vi lander til træning i Tanzania. Det er en god fornemmelse, at ens bidrag har haft en positiv indflydelse. I Uganda arbejdede Morten Heise dels i en lokal miljøorganisation, dels i et privat joint-venture projekt med dansk solenergi, og under et halvt års ophold i Sydafrika var han med til at etablere lokale regeringsnetværk som optakt til topmødeforhandlinger om miljø. Planer om at etablere et legeland efter Fårup-model, opgav de. Sydafrika er ikke kommet så langt i forhold til apartheid, som de kunne have ønsket sig, siger de, og utrygheden som hvid var for nærværende. Så nu gælder det altså Nairobi – og ikke mindst et privatliv, hvor der er mere tid til at være familie. Bl.a. fordi der er lokale ansatte at dele de daglige pligter i husholdningen med. En foranstaltning, som vender begge veje: - Det forventes, at man ansætter lokale, fordi det giver dem et agtværdigt arbejde og et ordentligt udkomme, men det er ikke kun et spørgsmål om at slippe for vasketøj og opvask, siger Mette Heise. - Man har folk boende i sit hjem og involverer sig i deres liv, og fordi afrikanerne er opdraget til ikke at udfordre deres chef, skal vi være ekstra obs på, at vores børn alligevel får lært, at man ikke er herskab og tjenestefolk og får alting serveret. Men vi tror på, siger hun, at de også får lært noget vigtigt om racer og lighed, om religioner og kulturer, der er anderledes end vores, og at det gør dem til ordentlige mennesker.