EMNER

Afrika sat på dagsordenen

Afrika er kommet både på dagsordenen og skoleskemaet i Nordjylland.

Onsdag er UCN - professionshøjskolen University College Nordjylland - vært for og medarrangør af en konference om de nye markeds- og forretningsmuligheder på kontinentet - "Africa - open for business". Konferencen på UCN Teknologi & Business-skolen på Lindholm Brygge i Nørresundby er tilrettelagt i samarbejde med Erhverv Norddanmark, Dansk Industri i Region Nordjylland og IFU - Industrialiseringsfonden for Udviklingslande. Afdelingschef Morten Christiansen fra IFU giver et indblik i muligheder og udfordringer for danske virksomheder ved et engagement i Afrika. Direktør og partner i rådgivningsvirksomheden Denmark Agro Business Development A/S, Henrik Anker-Ladefoged, Christiansdal, Børglum, giver med sine mange års erfaring nogle praktiske råd og advarsler om faldgruberne i markedsanalyser af Afrika. Virkeligheden på stedet kan afvige meget fra dén hjemme ved skrivebordet. Royal Danish Fish Group, Hanstholm, har taget det store spring - som partner i opdrætsvirksomheden West Africa Fish i Ghana. Adm. direktør Mogens Mathiasen fortæller om hvordan. Fra UCN fortæller underviser og projektansvarlig Birgitte Hvingel Jørgensen om den Afrika-specialegren for bachelorstuderende i international handel og markedsføring, som UCN Teknologi & Business har oprettet. - Vores fornemste opgave er at levere dimittender, som dansk erhvervsliv kan bruge, og da vi tror på, at Afrika kan blive et vækstområde, og ser, at en hel del virksomheder er interesseret i en samhandel, har vi valgt, at tilbyde vore studerende muligheden for at beskæftige sig med Afrika, forklarer prorektor Michael Johansson. Omkring 50 bachelor-studerende på UCN Teknologi & Business har meldt sig, men Michael Johansson tror, at med tiden kan ikke alene de teknisk-merkantile uddannelser, men også sundheds-, lærer- og pædagog-uddannelserne få glæde af at UCN orienterer sig mod Afrika. Det bliver mere overskueligt at vælge sig et praktikophold i et afrikansk land.