Udland

Afrikansk kupleder opløser parlament og lover valg i 2016

Ny leder i Den Centralafrikanske Republik vil styre via dekreter. Flygtet præsident er dukket op i Cameroon.

Afrikansk kupleder opløser parlament og lover valg i 2016

Oprørslederen Michel Djotodia har sat sig tungt på magten i Den Centralafrikanske Republik efter weekendens kup mod præsident François Bozize, der selv kuppede sig til magten tilbage i 2003.

Den tidligere diplomat, som nu leder oprørskoalitionen Seleka, har udnævnt sig selv til præsident, opløst parlamentet og sat forfatningen ud af kraft.

Ifølge Djotodia, der menes at være omkring 60 år, vil der i 2016 blive afholdt parlamentsvalg. Indtil da vil landet blive styret via dekreter.

- Jeg anser det for nødvendigt at suspendere forfatningen fra 27. november 2004 samt opløse parlamentet såvel som regeringen, siger den selvudnævnte, nye leder.

Det internationale samfund fordømmer det kortvarige, men blodige kup. 13 sydafrikanske soldater mistede livet i kampene mod oprørerne i hovedstaden Bangui.

Den Afrikanske Union har omgående suspenderet Den Centralafrikanske Republik fra sammenslutning, mens FN's Sikkerhedsråd er indkaldt til et hastemøde på grund af den fornyede uro i den kupplagede nation.

Det lykkedes præsident François Bozize at undslippe, da oprørsstyrkerne i weekenden trængte ind i Bangui.

Bozize flygtede over Oubangui-floden til Den Demokratiske Republik Congo og er nu dukket op i Cameroun. Her afventer han at blive sendt videre til et andet "værtsland", oplyser myndighederne.

I et interview med Radio France Internationale tidligere mandag sagde Djotodia, at han selv overvejer at stille op ved det valg, han lover at afholde om tre år.

- I overgangsperioden, som vil føre os frem til frie, troværdige og åbne valg, vil jeg lovgive via dekreter, sagde den nye stærke mand i Den Centralafrikanske Republik, der trods store forekomster af guld, diamanter og uran er en af de mindst udviklede stater i Afrika.

Djotodia garanterer, at oprørerne ikke vil indlede en "heksejagt", og selv om regeringen er afsat, vil den nuværende premierminister Nicolas Tiangaye blive på sin post.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst