Afrikansk land med unik strategisk rolle går til valg

Der bor under en million mennesker i Djibouti, men alligevel har det østafrikanske land stor indflydelse.

Afstemningen ved Djiboutis præsidentvalg gik i gang fredag morgen. Et resultat ventes senere fredag aften.

Afstemningen ved Djiboutis præsidentvalg gik i gang fredag morgen. Et resultat ventes senere fredag aften.

DJIBOUTI:Et af Afrikas mindste lande, Djibouti, har fredag morgen åbnet valgstederne til et præsidentvalg, hvor resultatet ser ud til at være givet på forhånd.

Her ventes den mangeårige leder, 73-årige Ismail Omar Guelleh, således at sikre sig en femte præsidentperiode. Dermed vil han udvide sin tid på magten, der allerede har strakt sig i over to årtier.

Djibouti ligger i Østafrika og har under en million indbyggere. Landets areal på 23.200 kvadratkilometer er lidt over halvdelen af Danmarks størrelse.

På trods af Djiboutis beskedne størrelse spiller landet en unik strategisk rolle. Det er således det eneste land i verden, hvor både Kina og USA har etableret militærbaser. Det skriver nyhedsbureauet Bloomberg.

Også flere andre lande har militærbaser i landet.

Djibouti ligger nær konfliktfylde lande som Somalia og Yemen, men har formået at udvise stor stabilitet i et uroligt område. Netop derfor har flere lande udset landet som en god base for deres soldater.

Djibouti har også formået at lukrere på sin placering ud mod Adenbugten og Det Røde Hav. Landet har således investeret heftigt i havne og infrastruktur ud mod den vigtige søvej mellem Afrika og Den Arabiske Halvø.

73-årige Ismail Omar Guelleh har sikret sig mindst tre fjerdedele af stemmerne ved alle sine hidtidige præsidentvalg.

- Jeg er altid den første til at stemme. Jeg er djiboutier, jeg bliver nødt til at stemme. Jeg står sammen med præsident Ismail. Jeg har stemt på ham. Jeg elsker ham, siger en 64-årig mand, der har stemt i hovedstaden Djibouti.

Ismail Omar Guellehs konkurrent i denne omgang er en relativt ukendt forretningsmand, der generelt ikke anses som nogen stor trussel.

Præsidenten har med et fast greb om Djibouti formået at holde uro på afstand og haft godt styr på landets økonomi.

Siden han arvede magten i 1999, har menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch dog også kritiseret hans regering for gentagne gange at indskrænke både borgernes og mediernes rettigheder.

Valgstederne lukker klokken 18 dansk tid og et resultat ventes fredag aften.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.