Brønderslev

Afrikanske millioner

HJØRRING:Så er der fupbreve i omløb igen. Denne gang via internettet. Tømrer - og snedkermester, Jesper Morild, har via nettet modtaget et fordelagtigt tilbud om at blive en meget rig mand, hvis blot han vil hoste op med sit navn, adresse og fax og telefonnummer til en vis mr. Ralph Maloney i Sierra Leone. Den omtalte Ralph Maloney fortæller i en e-mail sendt til Jesper Morild en "gribende" historie om død og sygdom i hans familie i forbindelse med krigen i Sierra Leone. Den håbløse situation har efterladt ham og en 18-årig søster uden for rækkevidde af de 11 mio. dollars, som faderen har efterladt i i en boks i Europa. Hvis Jesper Morild blot vil hjælpe, så vanker der en bonus på 15 pct. af de mange penge samt fem pct. af beløbet til at dække Jesper Morilds udgifter. E-mailen svarer i indhold til en række lignende breve, der tidligere har cirkuleret via fax-systemet, hvor folk blev bedt om at sende deres kontonummer, angiveligt i den hensigt, at en ukendte afrikaner så ville sætte et millionbeløb ind på ens konto. Jesper Morild har ikke tænkt sig at svare på den afrikanske e-mail, men ønsker i stedet at advare andre om den.