Børnepasning

Afskaf de voksne

- At lære sine børn at læse, er at give dem mulighed for at opleve verden på egne præmisser, siger Erik Barfoed, der for nyligt debuterede med den næsten forældrefri børneudgivelse "August går i glemmebogen"

Han nikker ivrigt, da ordet "drengerøv" lander i det lille kontor. Jo, det kan man nok ikke komme uden om. En nørd, der godt tør stå ved det, og som forsvarer - næsten - alle sine valg her livet med et skuldertræk, et smil, og replikken "jamen, jeg er jo aldrig blevet mere end 12 år". Selv uddannelsen som klassisk filolog forklarer han som et udslag af barnlig interesse og nysgerrighed for gamle sprog og mytologier. Erik Barfoed, forlagsredaktør, debuterende børnebogsforfater og tegneserierlæser con amore, ser ud gennem sine brilleglas, slår ud med de tynde arme og vedkender sig prompte sin begejstring for underholdning og sysler, der normalt hører et drengeværelse til. For selv om den 35-årige familiefar er blevet placeret som ledende ansvarlig for børnelitteraturen på forlaget Aschehoug, så gider han stadig godt se tegnefilm og spille computerspil med sin otteårige søn Laurits og hans venner. Og heldigvis for det vil mange af hans kunder nok tænke. Han har, som én af afdelingens sekretærer formulerer det, fantasien og indlevelsesevnen i orden - "i modsætning til mange af os andre". Netop fantasien og blikket for, hvad der optager børn, har han med en voksens målrettethed nu omsat til sin første bog. "August går i glemmebogen", hedder den. En fortælling om drengene August og Omar, begge i den spæde skolealder, der begiver sig ud på en halsbrækkende jagt på tredjeparten og makkeren Theodor-Menander. Han er blevet glemt af sine forældre - de har simpelthen ikke hentet ham på fritidshjemmet om eftermiddagen - og er derfor blevet ført til en verden, der gemmer sig inde bag fritidshjemmets kosteskab. For i bogens indbyggede logik bliver alle glemte eksistenser, både døde og levende, hentet af aparte skabninger som madkassemonstre og cigarrygende kampkommoder, der afleverer vraggodset til den krokodillelignende og småbørnsædende Borteherskeren. - Helt inde i kernen handler historien om venskab mellem drenge, men i princippet om venskab mellem hvem som helst. Og om tillid og om ikke at svigte nogen. Selv når dine venner har glemt alt om dig, så svigter man dem ikke. Det er det centrale i bogen. Og så handler historien om at blive glemt. Noget som jeg er sikker på, at alle børn overvejer. Frygten for at blive glemt, mistet, blive væk. Det ligger dybt hos alle børn, tror jeg, siger Erik Barfoed. Hvorfor lige det tema? - Først og fremmest kan man jo slå fast: Det sker. Der er rent faktisk børn, der bliver glemt i fritidshjemmet eller i børnehaven. Spørg en hvilken som helst pædagog. Der er altid en eller anden, som sidder tilbage og venter på at blive hentet. Og så er der venskaber og kærlighed. De kan også blive glemt. Det tema er vigtigt for mig, for det har betydet noget for mig i mit liv. Ser jeg på min egen søn, så kan jeg se, at det også betyder noget for ham og hans venner. Nogen gange kan man blive mødt med en fuldstændigt uforståenhed over for svigt mellem børn. "Jamen, det forstår jeg slet ikke. Jeg er jo hans ven". Det er meget rørende. I "August går i glemmebogen" virker det som om, at de voksne har for travlt. I hvert fald glemmer de at hente deres børn. Har vi for travlt? - Den stressede hverdag fungerer jo som baggrundstæppe for historien. De voksne har så travlt, at de ikke rigtigt er med. Augusts mor for eksempel. Hun er kærlig nok, men hun har alt for travlt. Det er den ene ting, den anden er, at i en god børnehistorie begynder man med at afskaffe de voksne. Væk med dem, hurtigt ud af fortællingen. Fordi så får børnene lov til at opleve verden på deres egne præmisser. Lige som i en Tom og Jerry-film, hvor menneskene kun ses fra knæet og ned. Resten foregår så kun i denne her børneverden. Børn bliver jo presset ind i voksenskemaer, der passer ind i de voksnes kram. For det vi gør er at manipulere med dem for at få dem til at acceptere verden, som vi ser den. For vi kan ikke længere lide at opdrage dem med disciplin og firkantede ordrer. Næ, i stedet for fortæller vi dem, hvad vi mener, de har lyst til. Men det er dybest set grov manipulation. Og vi manipulerer med dem, fordi vi dybest set ikke har tid til konflikter, og fordi vi skal have tingene til at gå lidt hurtigere hele tiden. I den børnehistorie, jeg har lavet, er det meget fedt at kunne slippe børnene helt fri. Befri dem de voksnes indflydelse og manipulation og se, hvordan de opfører sig. Har din egen fortravlede hverdag haft nogen indflydelse på valg af tema for bogen? - Selvfølgelig er der en snert af selvbetragtning i historien. Men det vigtige for mig er, at fortælle en historie på barnets præmisser. Uden voksen-indblandning. En anden side af det er, at det at lave en historie til børn og læse den højt for dem, ikke skal opfattes som en gave fra den voksne til barnet. Det er noget, man har sammen. Pludselig har man et univers, som man deler. Og det skal man have tid til, for det er i sådanne situationer, at man kan komme tættest på sit barn. Ved at have historier sammen med. Man diskuterer, hvad man tror, der vil ske i handlingen, og hvad der mon sker med den og den person. Det giver en tæthed og et indblik i den måde børnene ser og oplever tingene på. Det er superfedt. Og der kan man ikke være manipulerende, fordi hvis man skal have sådan en kontakt med sit barn, så må det nødvendigvis være på barnets betingelser. Tror du din målgruppe kan forstå det dobbelte lag, som der ligger i din historie? - De vil ikke være reflekterede omkring det i en voksenforstand, men de der seks til otteårige er jo altså temmelig kvikke. De er ikke sådan at løbe om hjørner med. De ved godt, hvad der foregår, når morgenen går skævt for eksempel. De opfatter det selvfølgelig ikke på samme måde, som vi gør, og historien skulle også gerne give de voksne et følelsesmæssigt jag, når de læser den. Min holdning er, at moderne børn ser så meget Cartoon Network og så mange Disney-film, og de bliver præsenteret for så mange historier, som en læsepædagog måske ville synes var over deres niveau. De er udmærket godt klar over, hvad der skal til for at skrue en historie sammen. Hvis det ikke er stramt og i et vist tempo, så står de af. De er vant til høj kvalitet og tempo. Min søn og hans venner diskuterer for eksempel meget, når de har set "Hulk" i tv. Ham er de er helt vilde med. De skelner faktisk mellem tre begreber, de selv har opfundet. Noget kan være realistisk, noget kan være urealistisk, og noget kan være "syrerealistisk". De bruger begreberne rigtigt. De kan sagtens skelne mellem det urealistiske og det surrealistiske, som de altså kalder for "syrerealistisk". Det urealistiske ser de ned på. Det kan være sådan noget som "det ville han jo aldrig have gjort" eller "det ville han jo aldrig have nået". Det syrerealistiske synes de er fedt, fordi det er fantasispringet i historien. "Ok, jeg køber den - han kan flyve". Du taler om "at afskaffe de voksne" i en god børnebog. Hvad mener du med det? - I dag er vores forhold til børn meget ændret. De bliver som sagt manipuleret med hele tiden. Vi bilder dem ind, at det er deres egen vilje, og så er det i virkeligheden vores egen vilje, som vi pådutter dem. Den anden side af det er, at børn i dag aldrig er alene. Det er et stort problem, synes jeg. Min kone og jeg var nærmest ved at blive meldt til børneværnet, da vi fortalte folk, at vi sendte vores femårige søn alene til bageren. Han skulle ned af trappen, ud på gaden og så rundt om hjørnet og så ind til bageren. Vi mente, at han skulle opleve at være sig selv. Pointen var jo også, at han på den lille tur alene uden os også havde muligheden for at gøre noget, han ikke måtte. Det samme gælder det at læse. Der har børnene et univers, hvor de er sig selv. Jeg mener, at man skal lære sine børn at læse så hurtigt som muligt, gerne før de starter i skole. Ikke fordi de skal være dygtigere end andre, men fordi det giver frihed. I det øjeblik du har lært at læse, kan du selv afgøre, hvad du vil læse. Din mor og far kan ikke længere bestemme, om du må læse Anders And eller ej, for du kan jo bare smutte over til Peter eller en anden og læse bladet der, hvis du ikke må det derhjemme. Det giver en enorm frihed. Er der ikke tidspunkter, hvor du selv kommer til at vurdere, hvad der er godt og skidt på din søns vegne? - Jo, selvfølgelig. Jeg ville ikke kunne tale så længe om det, hvis jeg ikke havde reflekteret over det. Voksne er jo ekstremt konservative forstået på den måde, at de godt vil have, at deres børn vokser op i den samme verden, som de selv er vokset op i. Med de historier og fortællinger som de selv har læst eller hørt. Mine forældre var meget imod tegneserier, og jeg var vild med dem. De forbød dem ikke direkte, men gjorde meget tydeligt opmærksom på, hvad de mente. Og resultatet var jo, at jeg blev fanatiker og brugte alle mine lommepenge på tegneserier. Med min egen søn har jeg det sådan, at jeg vil hellere se Cartoons Network sammen med ham engang imellem og så til gengæld give udtryk for min holdning til det. Jeg synes ikke, det er særlig godt. Det er dårligt tegnet og historierne halter, men han synes, det er fedt. Og det er fint nok. Men fordi vi ser det sammen og diskuterer det, så lærer han at tage stilling til det, han oplever. Man skal bare ikke lære sine børn at tage en bestemt stilling – det må de selv finde ud af. Han synes helt klart, at Hulk er federe end Tintin. Jeg har det omvendt, og det er fint nok. Man bliver nødt til at sætte sig ind i deres verden og deltage i den. Det er oven i købet skide sjovt. Men hvornår har du taget dig selv i at være konservativ over for din søn? - Jeg ligger da også inde med en bekymring for om visse film og computerspil er for voldelige. Fordi det visuelle virker så stærkt. Der skal man skelne mellem blodig vold og så det uhyggelige. I min bog prøver jeg at erstatte det voldelige med det uhyggelige. For verden er uhyggelig - også for børn. Det voldelige kan være lidt problematisk, men man skal bare ikke bilde sig ind, at de ikke ser det alligevel. For hvis du forbyder dem at spille "Battlefield" på computeren derhjemme, så spiller de det bare ovre hos en kammerat i stedet. Man kan jo ikke holde fremtiden væk. Den eneste chance er at vise dem nogle alternativer og at forsøge at diskutere med dem om, hvor fedt det egentlig er at pløkke hinanden ned i et Play Station-spil. - Erik Barfoed: "August går i glemmebogen" (Høst & søn). Illustreret af Thore Hansen. Vejledende pris: 249 kroner Udgivet den 29. januar