Afskaffelse af Randzoner: For og imod

Landmændene er glade, mens Naturfredningsforeningen rynker på næsen

Nordjylland 3. juli 2015 21:42

NORDJYLLAND: Venstre-regeringen lægger op til at fjerne en række miljøkrav til landbruget. Mest bemærkelsesværdigt er fjernelsen af randzonerne. Landbruget er glade, men Danmarks Naturfredningsforening er mindre begejstret.

De har været diskuteret næsten dagligt, siden de blev indført. Det har været en diskussion, der fra landbrugets side, ikke har været præget af begejstring. Netop derfor er de også begejstrede nu, hvor regeringen lægger op til at afskaffe en række miljøkrav til landbruget - Blandt andet randzoneloven.

- Det betyder, at vi får en lovgivning væk, der har været en illustration af den store, rigide lovgivning, der har været omkring os. Jeg ser frem til, at vi får nogle målrettede reguleringer og nogle målrettede tiltag, så vi får den miljøregulering, vi har brug for, siger Carl Christian Pedersen, landmand og formand for landbrugsorganisationen Agrinord, til DR Nordjylland.

Randzoneloven har dikteret, at der rundt om vandløb og større søer skulle være en dyrkningsfri zone.

Går ud over vandmiljøet

Men hvor landmændene naturligvis er begejstret, så er der en modsat pol, der i næsten lige så naturlig grad er triste over forslaget.

Danmarks Naturfredningsforening frygter, at det kommer til at gå ud over vandmiljøet.

- Jeg synes at det er et tilbageslag. og det er et forventet tilbageslag ift hvad de har annonceret, at man tager den her miljøgevinst og naturgevinst helt væk. der har været meget turbulens omkring det, og de er også blevet reduceret undervejs, og nu bliver de så fjernet helt. det er 25.000 ha der kunne være natur og være forbindelseslinjer, og det forsvinder, Thorkild Kjeldsen, formand for Danmarks Naturfredningsforening i Nordjylland.

Thorkild Kjeldsen har ikke noget færdigt bud på, hvordan en løsning på hele problematikken omkring randzonerne skal se ud. Men han frygter altså, at det kommer til at gå ud over vandmiljøet, at man fjerner dem helt.

Carl Christian Pedersen derimod mener, at danske landmænd nu er mere konkurrencedygtige med deres europæiske naboer.

- Vi har haft nogle store omkostninger på grund af de danske miljøregler. Det er der et opgør med, hvor vi nu får nogle mere målrettede miljøregler, siger han.

Men i følge Thorkild Kjeldsen så kan man ikke bare have ens vilkår i hele EU. Forholdene i landene er nemlig forskellige, mener han.

- Vi har opdyrket kolossalt meget af Danmarks land til monokultur i landbruget. Vi har et meget sårbart vandmiljø omkring os, lavvandet og med en masse vandløb. Det er vi nødt til at kigge på, siger han.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...