HURUP:1. november er en markant epoke slut for 84 årige Nora Kristensen, Hurup, der efter mere end 39 års ansættelse som rengøringsassistent på Falckstationen i Hurup, har opsagt sin stilling.
Opsigelsen skyldes et brækket lårben, som har gjort Nora Kristensen motorisk ukampdygtig, skriver Thisted Dagblad tirsdag.
Stillingsbetegnelsen dækker slet ikke Nora Kristensens reelle betydning for medarbejderne på Falck-stationen, der i mange sammenhænge er blevet forkælet med en række servicefunktioner.
Det kom frem ved afskedsreceptionen på Falck-stationen i lørdags med deltagelse af stationens medarbejdere samt inviterede gæster. Her takkede stationsleder Bjarne Nørgaard hende for en meget positiv indsats, som var helt i tråd med virksomhedens værdinormer: hjælpsomhed, tilgængelighed og troværdighed.
Otte stationsledere
- Du har haft otte forskellige stationsledere at forholde dig til. Jeg har haft fornøjelsen at arbejde sammen med dig de sidste 14 måneder, men jeg er dog kommet her på stationen siden midten af 90’erne. Allerede dengang var jeg misundelig på personalet i Hurup, der blev forkælet af dig. Du var som en mor for dem alle, forklarede Bjarne Nørgaard.
Han understregede, at hun udover rengøring på stationen også sørgede for mandskabet med kaffebrygning, brød, afrydning, vask af uniformer og brandtøj, hænge vasketøj til tørre, ordne persienner og gardiner, sørge for blomster, pynte op til jul og klare servering og bordopdækning ved forskellige sammenkomster i skolestuen.
”Drengene”
- Jeg ved, hvor meget redderne og brandmændene her har betydet for dig. Det kom frem, da jeg besøgte dig på sygehuset, hvor du gav udtryk for, hvor meget du savnede dine ”drenge”, understregede Bjarne Nørgaard.
- Du er ikke bare vores kollega, men også vores ven, og vi har haft fornøjelsen af at være med til dine private fester. Da vi bestemt ikke bliver yngre, så har vi valgt at forære dig en kopi af dine ”drenge”, fastslog tillidsmand og redder Kurt Jensen med et glimt i øjet, da han overrakte Nora Kristensen et foto af personalet på Falck-stationen i Hurup, der i den forbindelse sagde tak for 39 års samarbejde.
Fantastisk godt liv
- Jeg har haft fantastisk godt liv - og årene på Falck-stationen har været mit ”halve liv”. Det er ærgerligt, at jeg faldt og brækkede benet, for ellers var jeg blevet ved med jobbet på Falck-stationen, fastslår Nora Kristensen, der allerede blev enke i 1972, og som fylder 85 år i december.
Alderen trykker bestemt ikke Nora Kristensen, der interesserer sig for stort og småt, og som aktiv deltager i lokalsamfundet - bl.a. som frivillig ”besøgsven” på Aabakken. Hun nyder tilværelsen i den store villa i Søndergade, hvor hendes ”drenge” fra Falck gennem årene har hjulpet hende med at holde hus og have.
Selvom Nora Kristensen fortsat har gangbesvær efter lårbensbruddet, så går det stærkt fremad, og humøret og livsenergien er allerede i top.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.