Afsked med populær valgmenighedspræst

Thorben Johannsen takker af efter 17 år i Klim, Vedsted og Vesløs

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

KLIM/LILDSTRAND:Han er hverken træt, affældig eller kedelig at høre på, færøskfødte Thorben Johannesen. Men han stopper nu alligevel som præst i Klim Valgmenighed 1. juli for at gå på pension.

Dåbsattesten siger nemlig 66 år, og for ham er det grund nok til at trække sig fra det erhvervsaktive liv.

- Jeg har alderen til det. Men jeg har lovet bestyrelsen at at træde til som afløser, så jeg bevarer kontakten. Jeg er selvfølgelig også stadig menigt medlem af valgmenigheden, forklarer han over en kop kaffe ved sommerhuset i Lildstrand.

Hans afløser er nemlig fundet, og familien Johannesen er rykket ud af præstegården på Oddevej i Klim.

- Det var et større projekt at tømme den, griner han.

- Heldigvis kunne vi fordele tingene på vores nye lejlighed i Aalborg og sommerhuset her. Men det var et stort arbejde for min kone, tilføjer han lunt.

- Jeg arbejder jo stadig ind til 30. juni, og så bor vi foreløbig her.

Thorben Johannesens kone Inge gik på pension i fjor, så det er et liv med en ny frihed, de to nu vil nyde. Havluften, saltvandet og den høje himmel i Lildstrand er ikke det værste sted, især ikke for en færing med rødder i fiskeri, hav og natur.

Med fast bolig i Aalborg og feriehus her har parret nu en akse gennem hele Thorben Johannesens pastorat, Vedsted, Klim og Hannæs valgmenigheder. Man slipper ikke sådan lige den egn, man har været en del af i 17 år.

Typisk for den aktive præst har han allerede adskillige projekter og aftaler på bedding, men han vrider sig lidt ved at fortælle om det.

- Jeg skal lave morgenandagter for færøsk radio i tre uger i sommer, og så arbejder jeg lidt med at oversætte og gendigte salmer til den færøske salmebog.

Den tosprogede præst er nemlig også velbevandret i islandsk, norsk og svensk.

- De nordiske sprog har mange fælles ord, og dansk er andetsprog på Færørerne og Island, forklarer han.

- Faktisk er der fællestræk hele vejen rundt om Nordsøen. Det finder man ud af, når man besøger områderne.

Thorben og Inge Johannesen har arrangeret rejser til nordiske destinationer med stor succes, otte ind til nu.

Færøerne, Island, Ålandsøerne, Lofoten og Nordslesvig har været på programmet.

Nå ja, så har han jo også lovet at holde forskellige foredrag, bl.a. om færøsk litteratur i Folkeuniversitetet til efteråret. Med lejligheden i Aalborg er parret kommet tættere på de to voksne børn og de to børnebørn på 11 og ni år, som meget gerne vil passes af bedsteforældrene.

Så nu har Thorben Johannesen tømret en hems i sommerhuset, så de kan overnatte. Et anneks med solceller er det også blevet til.

- Jeg finder nok på noget at lave, siger han, og man tror ham.

Båndet til Færøerne er stærkt, og ægteparret besøger øerne hvert år.

- Jeg har en stor familie med over 60 fætre og kusiner, forklarer Thorben Johannesen, der er født og opvokset i bygden Fuglefjord.

- Vi har også arvet et bådhus der, som vi bruger som sommerhytte.

Han glæder sig over, at han kan stoppe som præst i en livskraftig menighed.

- Selv om vi mister en del på grund af fraflytning og alder, kommer der hele tiden nye unge familier til.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.