Afskedigelse af en leder

Det er ikke med den største lyst, at jeg her ønsker at fremkomme med en kommentar til den åbenbart løbende debat om afskedigelse af en leder på Klitgården Refugium.

DOCHWEILER:Det er ikke med den største lyst, at jeg her ønsker at fremkomme med en kommentar til den åbenbart løbende debat om afskedigelse af en leder på Klitgården Refugium. Da jeg har været på ferie i hele den periode, hvor sagen er kommet frem, har jeg først nu læst diverse avisartikler og debatindlæg igennem, og jeg må indrømme, at det er skrappe sager, man må lægge øje til, fra ellers forstandige og i mange andre henseender indsigtsfulde og erfarne mennesker. Jeg håber og tror, at debatniveauet skyldes det letsind, nogle få ellers besindige skagboer m.fl. kan blive grebet af i denne lyse og muntre sommertid. Facts er, at Klitgårdens bestyrelse har afskediget en leder. Klitgårdens bestyrelse består af særdeles velestimerede mennesker, der samlet set er i besiddelse af en overvældende professionalisme, ledelseskompetence og ledelseserfaring. De ved derfor også, at det på alle planer altid er en særdeles omkostningsfuld handling at afskedige en leder. Det er derfor en beslutning, der altid skal og bør overvejes meget nøje med henblik på alternative løsninger. Alligevel er de i denne sag åbenbart nået frem til den konklusion, at de forventninger, de havde til den nu forhenværende leder af refugiet, ikke er blevet eller kan forventes at blive opfyldt, og at de derfor har givet ham mulighed for enten selv at sige op eller blive opsagt med en efter ansættelsesperiodens længde ganske lukrativ aftrædelsesordning. Og dermed burde denne sag have haft sin afslutning. At den afskedigede leder, der jo altså selv kunne have valgt at opsige sin stilling efter fælles overenskomst og derefter fortsætte sin karriere et andet sted, vælger at sætte både sit eget renomme og Klitgårdens fremtid på spil, må være det, der undrer en udenforstående med lidt ledelseserfaring mest. Et andet forhold, der også må vække undren, er, at enkeltstående individer, der for nogles vedkommende er medlem af venneforeningen, pludselig ser sig i stand til at bedømme bestyrelsens ledelsesmæssige indsats og nærmest hævder at være venneforeningen, selv om de ikke engang er medlem af venneforeningens bestyrelse, der i parentes bemærket ikke har nogen formel kompetence og derfor heller ikke kan udtale sig med nogen vægt i sagen. Hvilket de så har valgt heller ikke at gøre. Det har været forstemmende at læse, at mennesker uden speciel erfaring med ledelsesmæssige forhold nu pludselig hævder at være i besiddelse af et klarsyn og en indsigt, mange må misunde dem. Der er mange, der vil beklage, at Henning Dochweiler nu er forhenværende leder af refugiet – ikke mindst da han jo i hvert fald på papiret og efter alt at dømme også, som denne sag viser, har en god lokal netværkskompetence. Bliver Henning Dochweiler i byen efter denne sag, håber jeg, at han vil bruge sit gode netværk og mange forbindelser til at være med til at udvikle byens gode og brede kulturtilbud.