Afskrivning betød underskud for netforening

Skræm Transformatorforening samlede kun fem deltagere til årets generalforsamling med spisning

SKRÆM:Afskrivninger på 31.000 kroner var eneste udgift på driftsregnskabet hos Skræm Transformatorforening, der har 98 forbugere tilsluttet. Dette forholdsvis store beløb, der er dikteret udefra, betød, at foreningen sluttede det seneste regnskabsår med et underskud på 6000 kroner. - Det er kun papirpenge, når vi skal afskrive. Vi får årligt 25.000 kroner til drift af nettet, og det kunne vi i det seneste år gøre uden en eneste udgift, berettede formand Thorkild Gade på generalforsamlingen, der blev holdt på Statoil Cafeteria på Ålegårds Mark. Kun netforening Skræm Transformatorforening er en såkaldt netforening, der kun har til opgave at vedligeholde ledningsnettet. Salg af strøm samt administration foretages af Han Herred Elforsyning. - Havde vi ikke disse afskrivningsregler, havde bestyrelsen kunnet præstere et overskud på samtlige 25.000 kroner, tilføjer formanden. Kun fem deltagere Der var kun mødt fem deltagere til generalforsamlingen. Den halve bestyrelse og et par medlemmer. - Det lave fremmøde skyldes nok, at der ikke er mange aktiviteter i foreningen, eller at vi nøjes med dagligmad til generalforsamlingen, forklarer Thorkild Gade. Menuen, der altid byder varm mad, stod denne gang på boef stroganof tilberedt hos Staoil Cafeteria. Der var genvalg til formanden og Morten Malnberg.