Tyverier

Afsløret som tyv i flere indbrud

Den 39-årige indbrudstyv, der i sidste uge blev fanget og varetægtsfængslet, er blevet afsløret som tyv i et utal af indbrud, efter politiet gennemgik de koster, manden havde liggende på sin bopæl

Ved at undersøge de koster, manden havde liggende, er det lykkedes politiet at opbygge bevismateriale til at køre fem andre sager for indbrud mod manden ud over indbruddet mod materielgården i Hjallerup, forklarer Ole Jensen fra indbrudsgruppen ved Nordjyllands Politi i Aalborg. Desuden havde den 39-årige mande andet end tyvekoster fra virksomheder og private, nemlig et større antal stjålne nummerplader - sager, han også skal stå ret for, når politiet bliver klar til at sigte ham. Manden er varetægtsfængslet indtil 28. august. Det er endnu ikke afgjort, om politiet vil bede om yderligere tid til at arbejde på sagerne i mod manden. En ting ligger dog fast. Det er endnu ikke lykkedes politiet at finde frem til de medgerningsmænd, der har samarbejdet med den 39-årige omkring bl.a. indbruddet på materielgården i Hjallerup. Tyvene er ganske enkelt blevet kloge af erfaringen, og det er ikke længere muligt at spore dem via telefonopkald til hinanden eller afsløre dem ved at registrere, om de har haft mobiltelefonen med på indbrud. En mobiltelefon afgiver med jævne mellemrum elektroniske signaler, der regi- streres af sendemasterne. Dermed kunne politiet - hvis tyvene tog mobiltelefonen med på arbejde - med nogenlunde præcision fastslå, hvor den pågældende havde været i gerningsøjeblikket. Men tyvene er holdt op med at tage mobiltelefonenerne med, forklarer Ole Jensen, der understreger, at der nu kun er grundigt politiarbejde tilbage at anvende, når det handler om at finde gerningsmændene - og så naturligvis vidner. Derfor opfordres alle, der har oplysninger i sagen, til at henvende sig til politiet på 114.