Afsmag af egen medicin

Jetsmark tabte på målstregen - krise i bunden

Dalum-Jetsmark2-1 (1-1) Fodbold, 2. division DALUM: Utallige gange under cheftræner Henning Pedersens virke i Jetsmark har 2. divisionsholdet snørret modstanderne i de sidste minutter og hentet et eller endda i foråret sommetider tre point, så det var egen medicin, som lørdag gav Jetsmark-træneren en lettere bitter smag i munden. Han var dog ikke bleg for at erkende, at Dalums sene sejrsmål helt og holdent var vendelboernes egen skyld. - Vi laver nogle store forsvarsmæssige fejl og det koster, kom det kort og kontant fra træneren. Det startede ellers så fornuftigt for vendelboerne, da Martin Augustinussen udnyttede en af mange kontrachancer i første halvleg. - Vi startede lavt for ikke igen at have en masse spil, mens de andre scorede målene. Det virkede også godt nok, indtil vi fik scoret, men så kom vi til at ligge for lavt på banen, indrømmede Henning Pedersen. Det kostede udligningen og i anden halvleg gik det så helt galt for vendelboerne, der ellers fik hjælpe af en Dalum-udvisning allerede et kvarter efter pausen. Håndsrækningen fra dommeren gav dog ikke pote for Jetsmark-spillerne. - Vi var bange for at tage chancen for at vinde, sukkede træneren, der trods tre point i seks kampe og en placering under nedrykningsstregen endnu ikke ser advarselslamperne tændt for fuldt blus. - Vi spiller jo godt, men får bare ikke pointene. Jeg er stadig overbevist om, at får vi først en sejr, så kan vi pludselig lette og flyve. Spillerne er i hvert fald ikke nede over det ... endnu!toto Kampfakta: Mål: 23. minut: 0-1 Martin Augustinussen. 29. minut: 1-1 Kenni Rasmussen. 88 minut: 2-1 Morten Bay. Udvisning: 59. minut: Lars Jørgensen, Dalum.