Lokalpolitik

Afstand og magtesløshed

Vi får rapport på rapport om det kommunale demokratis svagheder. Påvisning af, at storkommunerne har afviklet lokaldemokratiet og sat de folkevalgte i byrådene uden for indflydelse.

Der er reelt tale om en afvikling af nærdemokratiet. Forklaringerne er mangfoldige. Først og fremmest beskar den seneste kommunalreform antallet af byrådsmedlemmer voldsomt. I første valgperiode evnede mange af de områder, der blev sammenført med "hovedkommunen", at få valgt repræsentanter ind i de nye store byråd. Men allerede i næste runde gled de fleste "oplands-repræsentanter" ud igen. Fremmedgørelsen slog igennem. De geografiske afstande var blevet for store - og interesserne for oplandet tabte spillet. MEN SAMTIDIG betød overgangen til kommunal stordrift, at de kommunale forvaltninger voksede - med en tilkomst af professionelle eksperter, der forstod sig på at udvikle en administrationsvidenskab, som har overtrumfet de folkevalgte. De nye kommuner blev tillagt nye omfattende opgaver - uoverskuelige og kringlede. Det har bragt de folkevalgte i en næppe misundelsesværdig rolle. De oplever, at de ikke kan hamle op med "forvaltningsvældet", som er langt bedre er rustet til at forstå og sætte sig ind det hav af cirkulærer og bekendtgørelser, som centralmagten i ministerier og styrelser hælder ud over kommunerne. Iveren efter at dirigere helt ud i de yderste led af samfundsmaskineriet - og skiftende regeringers spændetrøjeøkonomi - har medvirket til at tøjle kommunernes frihedsgrader. Den udvikling er forståelig nok. For det er kommunerne der reelt forvalter samfundsøkonomien. Men ud fra de her beskrevne vilkår er det engang så højt berømmede kommunale selvstyre en saga blott. KLOGE HOVEDER har udgivet rapporter, hvori kommunalpolitikere erkender deres magtesløshed. Den virkelighed, som nyvalgte byrådsmedlemmer møder, når de sætter sig om mødebordet i byrådssalene, er langt fra de forestillinger de gjorde sig, da de lod sig vælge. I enhver blot mellemstor kommune dynges de til af papirer, dagsordener og økonomiske opstillinger, som er uoverskuelige og frygtindgydende i omfang og indhold. De kommunale amatørpolitikere er sat ud af spillet. Banen er overladt til de professionelle - blandt dem naturligvis de fuldtidsbeskæftigede politikere - ud fra den opfattelse, at lokalpolitikere i almindelighed ikke er i stand til at leve op til opgaverne. De er oftest både spage og svage. Det er et system, der kan - og det skér jo - udvikle magtfulde borgmestre, der både sætter dagsorden og udfylder den. OFTE giver man udtryk for vilje til både åbenhed og debat. Men i praksis trives kommunestyret bag lukkede døre og med beslutningsgrund der som færdigkogte retter leveres fra forvaltninger til de politiske udvalg - og efterfølgende accept på byrådsmøderne. Hvis der undervejs i processen har været uenighed mellem de politiske grupperinger holdes det godt skjult. Af og til dog belyst, når hemmeligt besluttede budgetbesparelser og indgreb synes at overraske beslutningstagerne. Men så er det jo for sent. Bordet fanger. Gør man vrøvl er man utroværdig. Det stempel vil man nødigt have på sig. Derved passiviseres ikke blot politikerne, men i den fremherskende lukkethed er også borgerne stået af. Det aflæses i de for længst affolkede politiske partier. Som knap nok evner at mobilisere kandidater til at udfylde kandidatlister, når der skal opstilles til byrådene. DERFOR udspilles kommunestyre i en lufttom glasklokke. Men det skér jo, at skandaler dukker op. At dispositioner slår fejl. I den udstrækning det bliver erkendt - og måske endda beklages - så skubbes ansvaret altid over på "de andre". Dem er der dog mærkværdigvis aldrig nogen, der kan drage til ansvar. På den måde kører man bare upåvirkede videre. Den lukket- og magtesløshed, som præger ikke mindst de storkommunale enheder, medfører ligegyldighed og apati fra borgerne overfor kommunestyret. Det kalder på debat, som bør sikres plads. Både i partierne og i forsamlinger - og ikke mindst i avisens spalter. Debat og meningsbrydning er demokratifremmende, hvor ytringsfriheden er dets forudsætning. BENT ØBERG bor i Aalborg og er uddannet journalist med en fortid på 27 år i A-pressen og medarbejder på Jyllands-Postens Aalborg-redaktion 1981-93. I dag konsulent og politisk kommentator.

Forsiden