Afstemning hos KrF i Norge tyder på regeringsskifte

158 ud af 190 delegerede er valgt til skæbnekongres i Norges KrF, som måske vil bryde med borgerlig regering.

Ritzau
Kristelig Folkeparti (KrF), der er støtteparti for Norges borgerlige regering, kan være på vej til at vende ryggen til statsminister Erna Solberg og dermed bane vej for et regeringsskifte. Foto: Aris Oikonomou/Ritzau Scanpix
Politik 27. oktober 2018 18:16

Kristelig Folkeparti (KrF), der er støtteparti for Norges borgerlige regering, kan være på vej til at vende ryggen til statsminister Erna Solberg og dermed bane vej for et regeringsskifte.

Partiets leder, Knut Arild Hareide, ønsker at gå sammen med Arbeiderpartiet, mens hans modstandere ønsker, at man i stedet skal træde ind i den borgerlige regering.

Solbergs regering er i dag sammensat af hendes konservative Høyre, Fremskrittspartiet og det lille borgerlige parti Venstre. Uden Kristeligt Folkepartis stemmer kommer regeringen i mindretal.

Hele 52 af i alt 190 delegerede til et landsmøde vælges lørdag.

De 190 delegerede fra KrF mødes 2. november for at træffe en beslutning om partiet skal gå til højre eller til venstre.

Ifølge NTB var stillingen sent lørdag eftermiddag, at i alt 158 af de 190 delegerede er valgt. 68 af dem støtter et samarbejde med Arbeiderpartiet, mens 63 delegerede vil gå vil til højre. 27 ønsker primært at blive i opposition.

NTB skriver, at meget tyder på, at afstemningen vil ende med dødt løb.

Hareide havde håbet på at få valgt fem røde delegerede lørdag fra sit eget blå fylke (amt) og fik sit ønske opfyldt.

- Jeg vil sige, at denne lørdag ser ud til at blive bedre end jeg ventede, siger en fornøjet Hareide til NTB.

Han udtrykker endnu større tilfredshed med resultater som samtidig tikkede ind fra Trøndelag, hvor 11 ud af 13 nyvalgte delegerede støtter Hareides linje.

I Hordaland var der imidlertid flest delegerede, som ønsker at støtte den siddende regering. Her var der ni delegerede til de blå og fem til de røde.

Valg af delegerede fortsætter frem til tirsdag.

/ritzau/NTB

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...