Aftale giver ansatte sikkerhed

BRØNDERSLEV:En medarbejder, der bliver syg, skal der også være plads til. Virksomheden Cubic-Modulsystem A/S med hovedsæde i Brønderslev og afdeling i Aabybro, underskrev i går en partnerskabsaftale med Brønderslev og Aabybro kommuner. Aftalen forpligtiger både virksomhed og kommuner. Det var borgmester Ole Lykkegaard fra Aabybro og socialudvalgsformand i Brønderslev, Birgitte Josefsen, administrerende direktør Torben Fristrup fra Cubic-Modulsystem A/S samt medarbejderrepræsentanterne Per Strøm og Kresten Hansen, der underskrev aftalen. Birgitte Josefsen oplyste, at ordningen kan være med til at fastholde medarbejdere på arbejdspladsen. - Der kan sættes ind allerede inden folk bliver syge, sagde Birgitte Josefsen. Birgitte Josefsen sagde, at der de seneste år har været meget fokus på det rummelige arbejdsmarked. - Engang blev det betragtet som overvågning, hvis man interesserede sig for en medarbejders ve og vel. Sådan er det ikke i dag. Nu er det ensbetydende med interesse for den enkelte. - Det er vor opfattelse, at det er bedre at forebygge end at helbrede. Og det er intentionen, bemærkede Birgitte Josefsen. Birgitte Josefsen sagde, at den næste virksomhed, der tages fat på, er kommunens største, nemlig Brønderslev Kommune. Ole Lykkegaard Andersen glædede sig også over, at Cubic laver en sådan aftale. - Vi ved jo, at sygedagpenge er en stor post, men også for den enkelte medarbejder er det en sikkerhed. Torben Fristrup: - Vi har mange dygtige medarbejdere, og vi oplever, at man gerne vil blive på virksomheden. Vi har konstateret, at de medarbejdere, der har været berørt, har været glade for, at de kan blive på virksomheden. Det er min klare opfattelse, at øvrige medarbejdere bakker op. - Det er vi selvfølgelig glade for. En virksomhed som Cubic har et socialt ansvar.