Aftale giver flere togsæder og mere metro

En ny trafikaftale mellem regeringen, Enhedslisten og Dansk Folkeparti betyder flere togvogne.

Aftale giver flere togsæder og mere metro

Togpendlerne får ikke prisen sat ned, men til gengæld bedre udsigt til selv at sidde ned i togene på Sjælland.

Det er et af resultaterne af den trafikaftale, som regeringen, Enhedslisten og Dansk Folkeparti vil offentliggøre tirsdag formiddag.

Trafikordfører Henning Hyllested, Enhedslisten, fortæller, at der skal indkøbes 10 nye togvogne til pendlere på Sjælland.

- Vi tilgodeser pendlerne ved at investere i materiel til den sjællandske regionaltrafik, så folk kan sidde ned, siger Hyllested.

Metroen skal køre oftere.

- Vi sætter fut i Metroen, så togene kommer til at køre med 100 sekunders interval i stedet for 120 sekunder, når den kører tættest, siger han.

Venstres trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen kritiserer, at pendlerne ikke får den 40 procent takstnedsættelse, som regeringspartierne lovede i valgkampen.

- Jeg tror, det er en stor skuffelse for pendlerne, siger han.

Henning Hyllested mener derimod, at aftalen rydder op efter den gamle regering, som ikke havde sikret, at ungdomskortet Hypercard kunne fortsætte efter to års prøve.

Kortet udvides desuden, så det gælder alle uddannelsessøgende, også lærlinge og de videregående uddannelser.

Aftalen mellem regeringen, Enhedslisten og Dansk Folkeparti skal også betyde flere supercykelstier for at dæmpe trængslen og øge sundheden.

Endelig skal der sættes gang i undersøgelser af letbaner, også i København.

Trafikaftalen er en udmøntning af den trafikaftale, som blev indgået tidligere i år.

Venstre vender sig imod aftalen, fordi pengene fra et lukket skattehul omkring leasingbiler ikke føres tilbage til bilisterne.

/ritzau/