Aftale klar om fleksjob og førtidspension

Aftale om førtidspension skal spare 1,9 milliarder, men beskæftigelsesminister afviser, at aftalen er klar.

Aftale klar om fleksjob og førtidspension

Regeringen er snart klar med en aftale med alle partier undtagen Enhedslisten om fleksjob og førtidspension, erfarer Ritzau fra flere kilder.

Aftalen ventes forhandlet færdig og præsenteret sent lørdag eftermiddag i Beskæftigelsesministeriet.

Netop lørdag vender Folketingets beskæftigelsesudvalg hjem fra et besøg i Atlanta, USA.

Aftalen sparer ifølge Ritzaus oplysninger 1,9 milliarder kroner på fleksjob og førtidspension. Pengene overføres til forskning og uddannelse - men ikke til arbejdsmarkedsuddannelse og efteruddannelse.

Personer i a-kasse får ikke højere fleksydelse. Derved går godt 50.000 personer i a-kasse glip af en højere ydelse end personer uden for a-kasse. Til gengæld får fleksjobbere med lave lønninger højere tilskud.

Som et hovedpunkt kan personer under 40 år som udgangspunkt ikke få førtidspension.

Ifølge Ritzaus oplysninger minder aftalen på flere punkter forslaget om førtidspension og fleksjob, som VK-regeringen fremlagde før folketingsvalget.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) afviser, at hun har indgået forlig om førtidspension og fleksjob.

- Der er ikke indgået en aftale. Der pågår stadig politiske forhandlinger om fremtidens førtidspension og fleksjob. Forhandlingerne pågår med alle Folketingets partier undtagen Enhedslisten, som ikke indgår i forhandlingerne, siger Mette Frederiksen.

Ministeren vil ikke kommentere, om aftalen sparer 1,9 milliarder kroner på fleksjob og førtidspension, som går til forskning og uddannelse.

- Jeg vil ikke kommentere indholdet af forhandlingerne, så længe vi sidder omkring forhandlingsbordet, siger hun.

Mette Frederiksen oplyser, at hun forhandler med Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance på vegne af regeringspartierne Socialdemokraterne, De Radikale og SF.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.