Aftale peger fremad

Stort set er EU's fiskeriaftale med Norge OK set fra Hanstholm.

Kvoten på torsk i Nordsøen reduceres næste år med en procent, mens reduktionen for sej er på 15 procent.Arkivfoto

Kvoten på torsk i Nordsøen reduceres næste år med en procent, mens reduktionen for sej er på 15 procent.Arkivfoto

- En reduktion på 15 procent i kvoten på mørksej er et klart minus set fra Hanstholm, men i lyset af, at der var lagt op til en reduktion på 28 procent er det da bedre, end det så ud til. Det siger Jan N. Hansen, formand for Hanstholm Fiskeriforening om aftalen mellem Norge og EU om næste års fiskeri i Nordsøen og Skagerrak. Også når det gælder muligheden for at fiske rødspætter i Skagerrak er fiskeriaftalen "stram" set fra Hanstholm. I modsætning til i Nordsøen, hvor der i 2012 må fiskes 15 procent flere rødspætter end i 2011, er der for Skagerraks aftale tale om en "roll-over", det vil sige, at der må fiskes den samme mængde rødspætter som i år. - Skagerrak er et vigtigt farvand for vores rødspættefiskere, og vi har haft et stort fiskeri af rødspætte både i Nordsøen og Skagerrak. Derfor er det svært at forklare, at der er plads til en 15 procents forøgelse i Nordsøen, men at det bliver til et nul i Skagerrak, siger Jan Hansen og tilføjer, at det er manglen på en forvaltningsplan for rødspætte i Skagerrak, som medvirker til den uændrede TAC for 2012. - Faktisk er der mulighed for 25 procents reduktion af TAC'en, når der ikke er en forvaltningsplan for en art. I forhold til fiskeriet burde vi have haft et plus på TAC'en. Det fik vi ikke, men vi undgik en reduktion for Skagerrak, siger Jan Hansen. 180.000 tons til en start Industrifiskerne kan næste år starte fiskeriet af tobis på en såkaldt startkvote på 200.000 tons. Heraf er 20.000 tons forbeholdt norske fiskere. - Det sikrer EU's industrifiskere, og ikke mindst de danske, mulighed for at starte næste års industrifiskeri i vished om, at de mindst har 180.000 tons tobis i de mest betydende fiskeområder, blandt andet Doggerbanke. Jan Hansen understreger, at den endelige størrelse på næste års tobiskvote fastsættes ud fra skrabetogter, der skal vise, hvordan tobisbestanden aldersmæssigt er sammensat. Bedring Overordnet set er der både plusser og minusser i aftalen mellem Norge og EU. - Ser vi positivt på det, udtrykker den en bedring i fiskebestandene. Vi har 15 procent stigninger i Nordsø-TAC'en for kuller, hvilling og rødspætter, og sildekvoten i Nordsøen fordobles til 405.000 tons, mens kvoten for nordsø-torsk reduceres med en procent - og TAC'en for mørksej 15 procent, siger Jan Hansen. I Skagerrak er der uændret TAC for rødspætter og brisling, en 15 procent reduktion for rejer og et plus på 15 procent for kuller. - Under et er den endelige aftale nok bedre end det oprindelige oplæg, men det ændrer ikke, at vi tager fat på drøftelserne om 2013 straks i begyndelsen af 2012. Noget af det, vi skal have på plads er en forvaltningsplan for rødspætte i Skagerrak, og vi skal sikre, at fangstmulighederne for mørksej står i forhold til bestandens størrelse, siger Jan Hansen. EU's fiskeriministre skal godkende aftalen på et rådsmøde 15. til 16. december.