Aftale skal sikre praktikpladser

Hård konkurrence om de unge - ny aftale skal få flere til at vælge en erhvervsuddannelse

Der er rift om de unge i Frederikshavn Kommune, ikke mindst til erhvervsuddannelserne. Foto: Sara Würtz
Frederikshavn 6. september 2016 17:53
FREDERIKSHAVN: Frederikshavn Kommune underskrev tirsdag en ambitiøs praktikpladsaftale.

Aftalen er nødvendig for i fremtiden at skaffe unge til at opfylde virksomhedernes efterspørgsel på kvalificeret arbejdskraft.

Frederikshavn Kommune, Dansk Industri, Dansk Byggeri, Frederikshavn Handelsskole, EUC Nord og LO Vendsyssel skrev under på praktikpladsaftalen, der skal danne grund for vækst og udvikling i lokalområdet.

- Frederikshavn Kommune har et rigtig godt samarbejde med erhvervslivet og uddannelses institutionerne. Aftalen skal sikre, at vi får synliggjort både de erhvervsfaglige uddannelser, og jobmulighederne i lokalområdet, så vi står stærkere i konkurrencen om de unge, siger Birgit S. Hansen, borgmester, Frederikshavn Kommune.

Parterne forpligter hinanden på at løse de udfordringer, der er på praktikpladsområdet. Både at skaffe de praktikpladser, der er brug for, for at opfylde efterspørgslen på erhvervsuddannede i Nordjylland, og for at tiltrække de unge med synlighed om de muligheder en erhvervsfaglig uddannelse giver.

I Frederikshavn Kommune er målet, at 45 procent af en ungdomsårgang skal tage en erhvervsuddannelse, og med aftalen vil parterne arbejde for at de unge får øjnene op for at erhvervsuddannelserne kan lede til spændende karrierer.

Kommunen har i forvejen ansat en såkaldt Erhvervsplaymaker, der skal bygge bro mellem folkeskolens ældste klasser og virksomhederne i lokalområdet, der efterspørger kvalificeret arbejdskraft.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...