Overenskomster

Aftalt overarbejde er ikke tilladt

En ny dom i Arbejdsretten fastslår, at det er i strid med overenskomsten at indgå en aftale med medarbejderne om en arbejdsuge, der overskrider 37 timer.

Hvis arbejdsgivere indgår en aftale med deres ansatte om at arbejde mere end 37 timer om ugen, bryder de reglerne i overenskomsten. Også selvom medarbejderen selv er med på at tilbringe flere timer på jobbet. Det fastslår en ny dom fra Arbejdsretten. En medarbejder hos en bilforhandler i Århus havde skrevet under på en kontrakt med arbejdsgiveren, hvor han havde accepteret at arbejde 41,5 timer om ugen. Altså 4,5 timer længere end overenskomsten tillader. Men det er i strid med overenskomsten, og derfor må bilforhandleren nu finde checkhæftet frem og betale 19.471,48 kroner for overarbejde til medarbejderen, samt en bod for brud på overenskomsten på 8000 kroner. - Det er godt, at retten fastslår, at enkelte arbejdsgivere ikke bare kan lave aftaler efter deres eget forgodtbefindende, siger faglig sekretær i HK/Privat, Jette Susanne Andersen. Afgørelsen gælder for alle arbejdsmarkedets overenskomster, forklarer hun. I første omgang havde bilforhandleren ved et forlig kun indvilliget i at betale HK/Privat medlemmet 8946,48 kroner som overarbejde. Han mente nemlig, at frokostpausen skulle trækkes fra, så medarbejderen kun havde arbejdet i 39,5 timer ugentligt. Men fordi virksomheden ikke havde en kantine og heller ikke havde fortalt den ansatte, hvor han kunne sætte sig med sin mad, måtte han spise ved skrivebordet og fortsætte arbejdet imens. Retten fastslog derfor, at frokostpauserne også skulle skrives på overarbejdsregnskabet. - Hvis man fra virksomhedens side ikke har gjort det klart, hvordan man holder sine pauser - så er det altså ikke pauser. Virksomhederne kan altså ikke bare forvente, at de ansatte arbejder i deres frokost, siger Jette Susanne Andersen./ritzau/