Aften-højmesse i Mulbjergene

MOU-DOKKEDAL:I øjeblikket er håndværkere ved at restaurere Mou Kirke. For en tid vil Dokkedal Kirke være den eneste mulighed i pastoratet, men der er også andre alternativer. Eksempelvis holder sognepræst Hanne Moesgaard Skjesol i aften friluftsgudstjeneste i Mulbjergene ved Dokkedal, nemlig på en tidligere p-plads til en nedbrændt restaurant, som for mange år siden var en lokal attraktion. Fra pladsen er der fri udsigt til Kattegat. Dokkedal Borgerforening opstiller bænke med plads til 40. Hanne Moesgaard Skjesol lover en stemningsfuld gudstjeneste med relation til naturen, og Egense Sangkor akkompagnerer med sang og musik.