Aften med country og western

Musik 6. september 2002 08:00

FJERRITSLEV: Lørdag aften er der mulighed for at høre amtsbandet Western Stars på det, der godt kan kaldes hjemmebane - i hvert fald for nogle af musikerne. Det er Café Hemsen, den ene del af Restaurant Hanen i Vestergade i Fjerritslev, der har hyret Western Stars. Dermed står den på country og western i den nyere, friske ende. Oprindeligt bestod Western Stars blot af sangerinden Cecilia Krill og Nikolaj Heyman Christensen, Hjortdal. Sidste år var dog skelsættende for dem, da de opnåede den fornemme titel af amtsorkester fra januar i år. Dermed voksede Western Stars til seks medlemmer, så der nu også spilles på tangenter, trommer og percussion samt synges kor. Western-bandet komponerer og skriver selv sin musik men krydrer gerne med et par Willie Nilson og Patsy Cline covernumre. Amtsmusikudvalget samt Statens Musikråd støtter bandet, og derfor kan musikerne give koncerter til lave priser. Dermed er der en god chance for, at Western Stars kommer meget ud at spille.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...