Aftenskoler går i flæsket på fedmen

Folkeoplysningsudvalget støtter to motionsprojekter

AALBORG: De danske Vægtkonsulenter, Vægtvogterne og slankeguruen Anne Larsen får nu konkurrence af to aalborgensiske oplysningsforbund. Såvel AOF som FO-Aalborg opretter kurser, hvor det handler om at slanke sig og leve et sundere liv. Folkeoplysningsudvalget i Aalborg har netop besluttet at yde et tilskud på 35.000 kroner til hver af de to projekter. Pengene kommer fra den såkaldte udviklingspulje, der har til formål at fremme nye initiativer. - Et af vore særlige indsatsområder i år er ”Folkesundhed for krop og sjæl”, og de to projekter falder fint i tråd med det, siger folkeoplysningsudvalgets formand Keld Jensen. I begge tilfælde er der tale om et engangstilskud. Hvis de to aftenskoler vil lave motions- og slankehold igen næste år, må det holdes inden for deres almindelige budgetter. AOF har tænkt sig at oprette en slankeskole, hvor deltagerne får kostvejledning, bevægelse og mental træning i bestræbelserne på at sikre et reelt og blivende vægttab. Målgruppen for slankekurserne vil primært være overvægtige kvinder i den erhvervsaktive alder. Målet er at få 100 deltagere igennem slankeskolen i løbet af det første år. FO-Aalborg vil benytte tilskuddet til en oplysningskampagne stilet til læger, fysioterapeuter, aptient- og handicapforeninger. Kampagnen skal gøre modtagerne opmærksomme på de motionstilbud, som oplysningsforbundet har. Baggrunden for kampagnen er, at læger nu kan ordinere motion til patienterne. Hidtil har det stort set kun været fokuseret på motionstilbud hos fysioterapeuter og i motionscentre, men FO-Aalborg vil altså også gerne til fadet. FO satser først og fremmest på hold med overvægtige og diabetespatienter. Helt konkret skal tilskuddet på de 35.000 kroner anvendes til trykning af en brochure, som skal gøre blandt andet læger opmærksomme på LO-Aalborgs motionstilbud. mons