Stofmisbrug

Afvænning med held i nærmiljøet

KØBENHAVN:Ambulant behandling af narkomaner i nærmiljøet giver mindst lige så gode resultater som de kendte og langt dyrere behandlinger på døgninstitutionerne. Det viser en evaluering af et forsøg på Misbrugscentret i Fredericia, som Center for Rusmiddelforskning ved Århus Universitet har udarbejdet efter at have fulgt deres arbejde de seneste fem år. Ideen bag den metode, de har brugt i Fredericia, er at behandle misbrugerne i deres eget miljø, dog efter en kort afgiftningsperiode. Herefter dannes der et netværk af tidligere misbrugere omkring personen, som skal være med til at tackle de problemer, en tidligere misbruger kan møde i sit nærmiljø. - Den ambulante behandling er mindst lige så god som døgnbehandling. Det er i hvert fald værd at forsøge, for det er jo i den virkelige verden, de skal leve bagefter, siger Peter Ege, socialoverlæge i Københavns Kommune. Peter Ege anser det for yderst realistisk, at en lignende ordning med held kan indføres for gennemsnitsklienter i alle kommuner og amter landet over. Det er ikke kun rent menneskeligt, der har været gevinst at hente i forbindelse med den ambulante behandling. Økonomisk er der også gode udsigter ved den nye behandlingsform. Peter Ege anslår, at det er mindst fem gange dyrere at behandle på en døgninstitution, end det er at behandle stofmisbrugerne ambulant. /ritzau/